Indholdsfortegnelse
1.0 Indledning
2.0 Hypotese og teoretisk værktøj
2.1 Begrebsdefinition
2.2 Metode
3. 0 Storbritanniens og Frankrigs situation under den spanske borgerkrig
3.1 Storbritannien
3.2 Frankrig
3.3 Krigen i korte træk
4. 0 Den lange vej mod politisk stabilitet
4.1.1 Indgåelse af ikke-interventionsaftalen (juni 1936 – marts 1938)
4.1.2 Den åbne grænse (marts 1938 – april 1938)
4.1.3 Grænsen lukkes og borgerkrigen sluttes (April 1938 – 1939)
5.0 Konklusion
Bilag 1: Udenlandske bidrag til borgerkrigens parter
Kildefortegnelse
Efter at Spanien i en årrække havde været præget af interne splittelser mellem den republikanske fløj og den fascistiske fløj, udbrød der, efter et fascistisk militærkup borgerkrig i 1936. En måned efter udbruddet oprettedes en ikke-interventionskomite hvorefter 27 lande, herunder Tyskland, Italien, Sovjetunionen, Portugal, Frankrig og Storbritannien, underskrev en pagt som skulle forhindre Spanien i at fungere som slagmark for en proxy-krig mellem forskellige landes ulig interesser. Denne komite skulle dog vise sig ikke at være særligt effektiv, da flere af parterne umiddelbart efter at aftalen var blevet indgået, påbegyndte levering af både våben og soldater til borgerkrigens parter – i direkte strid med den indgående aftale. Ikke-interventionskomiteen modtog da også kritik fra mange sider og den amerikanske ambassadør I Spanien gik endda så langt, at han kaldte komiteen for ”the most cynical and lamentably dishonest group that history has known” (Beevor 2006, p. 149) og Winston Churchill beskrev den senere som ”an elaborate system of official humbug” (Ibid. P.338). Men to magtfulde lande med ideologiske interesser i borgerkrigens udfald, valgte at overholde aftalen, nemlig Storbritannien og Frankrig. Hensigten med denne opgave er derfor, at undersøge hvad der fik de to lande til at indgå og overholde ikke-interventionsaftalen i forbindelse med den spanske borgerkrig, på trods af at det hurtigt blev næsten normen at bryde den. Af pladshensyn vil fokus primært være på Frankrig og de politiske omstændigheder som lå bag premierministrenes beslutninger om, at underskrive og overholde pagten. Sekundært fokuseres på Storbritannien og dets politiske effekt på Frankrig. Problemstillingen er interessant, fordi den handler om hvad der sker når to demokratiske lande med tætte bånd, har modstridende interesser i en strid som udspilles militært. Casen er således et godt eksempel på hvordan militært funderet udenrigspolitik ikke udelukkende drives af hård ”realistisk” magtpolitik, men også af indenrigs- og udenrigspolitiske ideologier og præferencer.
At diskutere historiske emner kræver en særlig respekt for den situation som periodens aktører handlede indenfor, fordi det er let at benytte vores efterfølgende viden til at være bagklog og bedrevidende om hvordan de implicerede parter dengang burde have ageret, for at opnå deres ønskede resultat. Eksempelvis er det let at bebrejde økonomiske interesser for at have ført appeasement-politik mod fascismen, i en periode hvor anden verdenskrig endnu ikke havde hærget Europa. Jeg forsøger derfor, at være tro mod periodens oplysningsmæssige kontekst, ved at undgå at inddrage information som ikke med rimelighed kunne antages at være datidens politikere i hænde.
I afsnit to nævnes analysens bagvedliggende teoretiske værktøjer. I afsnit tre beskrives den politiske situation i Frankrig og Storbritannien, og analysens relevante historiske udvikling opsummeres kortfattet. I Afsnit fire foretages selve analysen, hvor det diskuteres hvad der medførte skiftende franske politikker på det udenrigspolitiske område. I afsnit fem opsummeres analysens foregående afsnit i en samlet konklusion.
Med udgangspunkt i Alllison og Zelikows grundlæggende præmisser om politiske ageren (Allison 1999 p.13), søger jeg at forklare udviklingen i Storbritanniens og Frankrigs ageren under den spanske borgerkrig, ved at fokusere på de politiske aktørers mål og beregninger af, hvorledes de selv bedst mente at kunne opnå disse mål. Det gøres således ved en forventning om, at disse beregninger er baseret på mere eller mindre bevidste forsøg på værdimaksimering hos agenterne. For at kunne vurdere hvilke træk der ville give det mest værdimaksimerende udfald, fokuseres specifikt på aktørernes mål, alternativer og de mulige konsekvenser af aktørernes beslutninger (Ibid. pp.18), for videre at kunne benytte disse tre faktorer i en mere konkret analyse af hvad der lå til grund for aktørernes valg. Denne rational-choice teori ligger til grund for min fortolkning af alle aktørernes handlinger i analysen men af hensyn til opgavens omfang, lægges fokus primært på den franske premierminister.
Der er mange forfattere som har beskæftiget sig med denne form for rationel ageren og det er ikke hensigten at diskutere teorierne overfor hinanden eller deres validitet, men derimod at benytte dem som værktøj til at analysere empiriske observationer. Som teoretisk grundlag for mine antagelser om aktørernes specifikke præferencer, tages som førnævnt udgangspunkt i Graham Allison og Philip Zelikows forståelse af det rationelle menneske. Disse grundlæggende præmisser kombineres med en individorienteret variation af Kåre Strøms (1990) opdeling i tre former for politisk adfærd, vedrørende de franske premierministres afvejning af fordele og ulemper ved henholdsvis at bryde eller indgå og overholde ikke-interventionspagten. Strøm definerer disse tre handlingsbegreber, som han sætter i en parti-orienteret kontekst: Vote seeking, hvor partiet søger at maksimere antallet at stemmer og sandsynligheden for at opnå genvang. Office seeking, som omhandler forsøget på at maksimere kontrol over regeringen og andre politiske sæder. Samt policy seeking, hvor partier søger at maksimere indflydelsen på den førte politik (Strøm 1990 pp.566). Empirien fra denne case tyder på, at de franske partier ganske vist fokuserede på at blive valgt, men at det især handlede om at gennemføre de ønskede politikker. Jeg baserer blandt andet dette argument på, at Front Populaire netop var en bred koalition af flere forskellige partier med mange forskellige værdier. Det som de dog havde til fælles, var de antifascistiske holdninger og ønsket om forhindre økonomisk depression, hvilket tyder på, at koalitionens partier havde som primære fokus at gennemføre disse politikker, muligvis med mindre interesse i hvilket parti der fik stemmerne eller hvem der sad på bestemte ministerposter.
På baggrund af denne tilgang er det min overordnede formodning, at skiftende franske premierministre agerede ud fra tre grundprincipper: De var (1) rationelt, individuelt egennyttemaksimerende, i den forstand at de sigtede mod den sikreste mulighed for at forblive i sædet som premierminister. Samtidig besad de (2) rationelle, utilitaristiske værdier, som bød dem at tage hensyn til landets økonomiske og sikkerhedsmæssige situation. Det er min opfattelse at disse to principper grundlæggende var ensartede mellem de skiftende premierministre, men at de endvidere hver især (3) besad varierende ideologiske tilgange til borgerkrigen i Spanien. Overfor de franske premierministres præferencer stod et eksternt pres fra den britiske regering, samt et internt pres fra den franske højrefløj, som havde interesse i at afholde Frankrig fra at deltage i borgerkrigen. Denne effekt viser sig at have haft en betydelig indflydelse på den Franske udenrigspolitik. Analysen viser at den britiske indflydelse på området meget vel kunne have været den lille forskel, som pressede Frankrig til så vidt muligt at overholde pagten. Årsagen til denne opfattelse af fransk udenrigspolitik diskuteres nærmere i analyseafsnittet.
Analysen er således baseret på rational-choice teorien om, at aktører handler rationelt og nyttemaksimerende, men der tages højde for at aktørerne ikke altid er fuldt oplyste, og derfor kan træffe, for dem, inoptimale beslutninger. Derfor vil analysedelen også involvere tilfælde af inoptimale, men rationelt funderede, beslutninger og deres mulige effekt på skiftende franske politikker på det udenrigspolitiske område. På baggrund af disse hypoteser, finder jeg det forventeligt at Frankrigs udenrigspolitiske tilgang til intervention/ikke-intervention i den spanske borgerkrig, var formet af den, til enhver tid givne situation, som Frankrig og dets premierminister befandt sig i. Effekten af denne situation på den første politik søges således afdækket ved, at analysere følgende tre grundlæggende punkter:
- Hvor premierministrenes sympati lå, i forbindelse med krigens parter
- Hvad der var premierministerens største trussel mod hans embede
- Hvilken beslutning der var bedst for Frankrig, på et politisk og økonomisk plan
I løbet af analysen benyttes begreberne højre- og venstrefløj. Dette er som bekendt blevet brede begreber som kan dække over mange forskellige værdier og politiske dimensioner. Det er ikke min hensigt at diskutere disse begreber nærmere, men alene af praktiske årsager at benytte dem som en pragmatisk definition af de to fløje som udviste interesse i de franske og britiske udenrigspolitikker.
”Højrefløjen” defineres her som den stærkt konservative gruppe, som i forskellige grader enten sympatiserede med den fascistiske ideologi, eller som minimum vægtede den højere en de socialistiske idealer, som store dele af den spanske republiks regering stod for.
”Venstrefløjen” skal forstås som en bred skare af antifascister. Det drejer sig om kommunister, anarkister, socialdemokrater og demokrativenlige liberalister. Denne gruppe er især svær at arbejde med, fordi den indeholder både totalitaristiske kommunister og antiautoritære liberalister. Det som bandt gruppen sammen, var deres modstand mod Franco, Hitler og Mussolini.
Opgaven bygger på et studie med Frankrigs premierminister som analyseenhed, da denne havde direkte indflydelse på beslutningsprocessen i forbindelse med landets spanienspolitik. Mange andre aktører havde en relevant indflydelse på den franske udenrigspolitik, men af hensyn til opgavens begrænsede omfang, diskuteres andre relevante aktører kun perifert, eller i det omfang de havde en indflydelse via premierministeren. Da analysen omhandler Frankrig og Storbritannien, berøres selve konflikten i Spanien kun, hvor det er relevant i forbindelse med den førte politik i analysens to lande.
Den tidsmæssige afgrænsning er en naturligt identificeret periode fra borgerkrigens start i 1936 til dens afslutning i 1939, dog med enkelte henvisninger til historiske forhold mellem Frankrig og Storbritannien. Analysen er primært baseret på historisk materiale omhandlende fransk og britisk uden- og indenrigspolitik i perioden 1936 – 1939, herunder historiske afhandlinger, biografier, taler og kvantitativt data. Det gøres både for at danne et overblik over hvilken politisk situation Frankrig og dets premierminister stod overfor, men også for at undersøge hvordan premierministeren selv så på situationen.
Opsummeret er analysen baseret på en rational choice-teori, med fokus på den franske premierminister, hans interesser og det politiske pres han blev udsat for. Opgavens forskningsdesign er derfor konstrueret således, at jeg først søger at definere de franske premierministres forskellige interesser, for således at kunne diskutere deres ageren, på baggrund af de givne situationer og individuelle præferencer. Herefter diskuteres det i hvilken grad den franske spanienspolitik var formet af franske, britiske og individuelle præferencer.
I dette afsnit beskrives den politiske situation i henholdsvis Storbritannien og i Frankrig. Efterfølgende opsummeres borgerkrigen og de relevante milepæle, for således at give et nødvendigt overblik over casen.
Både den britiske premierminister, Stanley Baldwin, og hans regering var ledet af stærkt konservative kræfter, som frygtede kommunismens spredning til Vesteuropa. I deres øjne var dette den største trussel og de var villige til at gå langt, for at forhindre den i at sprede sig til Vesteuropa. Samtidig var der i både regeringen og blandt den politiske elite en udbredt sympati for fascistiske idealer og for Franco (Podmore 1998, p.7). Endvidere havde Storbritannien økonomiske interesser i Spanien, både i kraft af handel og i form af britisk-ejet ejendom i Spanien. I fald den spanske regering skulle vinde krigen og gennemføre nationalisering eller kollektivisering af ejendom (Pedersen 2005, p.87) ville det have haft en betydelig negativ effekt på den britiske økonomi. Da borgerkrigen brød ud i Spanien, var det derfor en udbredt opfattelse blandt den politiske elite, at sejren helst skulle falde ud til fordel for de spanske fascister, både af økonomiske og af ideologiske årsager. Endvidere indikerer historisk materiale, at regeringen var overbevist om, at Storbritannien på daværende tidspunkt ikke havde ressourcer til at bekæmpe Tyskland, hvis en intervention i Spanien skulle føre til en krig mellem de to nationer (Ibid. p.87) – En faktor som yderligere kan havde styrket holdningen, også blandt de mere moderate briter, om, at en proxykrig på spansk jord, med italienske, spanske og tyske soldater som modstanderne, ikke ville være hensigtsmæssig.
Der var dog også briter som ønskede en konfrontation med fascismen, og da Tyskland og Italien brød med ikke-interventionspagten, reagerede især den britiske venstrefløj stærkere i deres modstand mod fascismen, og flere britiske venstreorienterede ønskede at involvere sig aktivt. En del kommunister men også Labour-folk deltog derfor i de internationale brigader, ved at rejse til Spanien og kæmpe på republikkens side. Denne udenomsparlamentariske krigserklæring blev dog hurtigt forbudt, da regeringen genindførte ’The Foreign Enlistment Act’ og ’Merchant Shipping (Carriage of Munitions to Spain) Act’ i 1936 (Alpert 1994, p.89); to love hvis formål var, at forhindre virksomheder i at handle med den spanske republik og frivillige i at rejse dertil.
Sammenlignet med Storbritannien, var den franske regering mere centrum-venstreorienteret. Regeringen bestod af medlemmer af Front Populaire; en bred koalition af partier, fra kommunister, over socialdemokrater til det mere borgerlige Radikale parti. Koalitionen var primært baseret på et antidepression og antifascistisk fundament (Jackson 2004, p.115), endvidere var den meget tæt forbundet med den spanske koalition af samme navn, og havde stærke sympatier med den spanske republik.
Gennem historien havde Storbritannien og Frankrig adskillige konfrontationer, og deres forhold til hinanden havde ikke altid været lige idyllisk. Men i perioden op til Første Verdenskrig var de to landes forhold bedret betydeligt, og da krigen brød ud kæmpede de på samme side som deltagere i Ententemagterne. Efter krigens afslutning opstod der stadig diplomatiske forviklinger, men de to lande blev i højere grad afhængige af hinanden, både i form af handelssamarbejde og militær alliance. Der var allerede i starten af 1930erne en vis frygt for tysk aggression og uden britisk hjælp, forventede man at det ville være meget sværere for Frankrig at klare en krig med Tyskland, hvilket den franske regering var særdeles bevidst om (Jackson 2000, p. 244). På den anden side havde Frankrig og Storbritannien haft flere handelskonflikter som havde sået frøet til en mere individuel Fransk sikkerhedspolitik, og set fra at strategisk perspektiv, ville et fascistisk Spanien udgøre en seriøs trussel mod fransk sikkerhedspolitik, ikke mindst fordi størstedelen af landets grænse dermed ville være mod fascistiske regimer. På den ene side havde Frankrig således interesse i at være allieret med Storbritannien, da en krig med Tyskland ikke forventedes at kunne vindes uden britisk støtte og vise versa (Pedersen 2005, p.88). På den anden side havde de også en betragtelig interesse i at undgå opblomstringen af endnu en fascistisk nabo.
Frankrig og Storbritannien havde endvidere det tilfælles, at de begge var liberale demokratier med mange fælles værdier. Dog med forskellige politiske placeringer på den traditionelle højre/vestre skala. Hvor den britiske regering var konservativ og med en betydelig sympati for fascistiske ideologier, så var den franske regering mere splittet, men med klare venstreorienterede og kommunistiske sympatier.
Frankrig var endvidere i betydelig grad økonomisk afhængigt af Storbritannien. Blandt andet kom en stor mængde kul derfra, og en stor del af landets øvrige handel var ligeledes med deres nordlige allierede. Desuden havde Frankrig brug for britisk hjælp til at beskytte havnene, hvorigennem mere end 50 % af deres importvarer kom (Shamir 1989, p.16). Opsummeret, var der derfor ideologiske og forskelle mellem de to lande, men også en gensidig politisk, militær og handelsmæssig tilknytning.
Da borgerkrigen brød ud i Spanien lovede den nyvalgte franske premierminister, Léon Blum, at sende fly, artilleri og ammunition til republikanerne, og han nåede også at indgå en aftale med Spaniens daværende premierminister, José Giral. Inden udleveringen blev effektueret kom aftalen dog mindretal i regeringen (Skovmand 2003, p.415), samtidig med at han blev presset af både den britiske højrefløj og medlemmer af det franske kabinet til at omgøre aftalen.
Blum og Baldwin blev herefter enige om en løsning som skulle sikre at ingen ville blande sig i borgerkrigen, hvorefter de iværksatte initiativet Ikke-interventionspagten. Pagten blev underskrevet af 27 lande, herunder Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Sovjetunionen og Italien. Men kort efter aftalens indgåelse blev den overtrådt da alle udenlandske interesser, med undtagelse af Frankrig og Storbritannien, påbegyndte massive forsendelser af både våben, materiel og information til støtte for konfliktens parter. På grund af den våbenembargo som Storbritannien (og til dels USA) havde iværksat, kunne den spanske regering kun modtage materiel hjælp og købe våben fra Sovjetunionen, hvoraf store dele af det modtagne materiel blev købt til en høj pris, hvilket tærede betydeligt på de spanske guldreserver. Selvom Mexico også sendte nogle våben, var det samlede bidrag dog meget lille. Modsat modtog Franco langt mere støtte fra sine allierede i Tyskland, Italien og Portugal. I bilag 1 opsummeres den samlede udenlandske støtte til borgerkrigens parter, for således at give at indtryk af den militære skævvridning der opstod som konsekvens af landenes brud på aftalen.
Måske netop på grund af denne skævvridning blev Ikke-interventionspolitikken heller ikke accepteret af den yderste venstrefløj i Frankrig og Storbritannien, som derfor ønskede at sende tropper til Spanien. Blandt andet derfor blev Blum udsat for massivt pres fra kommunisterne i form af omfattende demonstrationer. Af frygt for at der skulle opstå revolution i Frankrig valgte Blum derfor at fratræde som premierminister den 22. juni 1937 (Jackson 1990 p.274). Herefter overtog den Radikale Ministre d’État (minister uden portefølje), Camille Chautemps premierministerposten efter Blum. Især de franske kommunister var opsatte på at bidrage til den spanske republik, de begyndte derfor at sende adskillige tusinde mand over grænsen til Spanien, som deltagere i de internationale brigader. Men da Chautemps i januar 1938 lukkede grænsen (Dunthorn 1999, p.108), vendte venstrefløjen deres utilfredshed mod ham. I marts 1938 støttede dele af venstrefløjen derfor igen Blum, som tilkendegav ønske om at opbygge et stærkt forsvar mod fascismen.
Blums anden regeringsperiode varede dog ikke længe. Trods forsøg på at involvere højrefløjen var hans antifascistiske retorik i uoverensstemmelse for store dele af den franske centrum-højrefløjs værdier (Jackson 2004, 115) og hans åbne grænse til Spanien kunne ikke skabe tilstrækkelig opbakning til at fastholde posten som premierminister. Allerede i april blev Blum derfor væltet og Edouard Daladier overtog posten. Daladier var centrum-venstreorienteret og hans Radikale parti var del af Front Populaire, men han selv var modstander af fransk deltagelse i borgerkrigen og delte langt hen af vejen udenrigspolitiske holdninger med Neville Chamberlain, som i 1937 havde afløst Baldwins post som premierminister i Storbritannien.
Opsummeret ønskede den venstreorienterede Léon Blum således, at støtte republikanerne ved at intervenere i borgerkrigen, men han ønskede også at fastholde et godt forhold til Storbritannien og forblive på posten som premierminister, hvorfor han var nød til at være opmærksom på presset fra centrum-højre. I begge lande måtte venstrefløjen derfor handle udenomsparlamentarisk, ved selv at arrangere frivillige brigader. I Frankrig, hvor geografien (tæt ved Spanien) og en større del af parlamentet var placeret på venstrefløjen, lykkedes det i noget højre grad at sende støttetropper til Spanien, mens det var sværere i Storbritannien, både på grund af den geografiske afstand og den strengere kurs mod spaniensfrivillige, som var udstukket af den borgerlige britiske regering. Da hverken Blum eller Chautemps var i stand til at fastholde et stabilt flertal bag sig, skiftede Frankrig flere gang premierminister og det endte med, at Daladier overtog posten og fastholdt landet i en ikke-interventionalistisk politik.
Den 1. april 1939, året efter Daladier havde overtaget posten som premierminister, sluttede borgerkrigen i Spanien, med Franco som sejrherre.
Ved hjælp af de i afsnit 2 nævnte handlingsteorier, diskuteres i dette afsnit hvilke overvejelser der kunne have ligget til grund for de beslutninger som de skiftende franske regeringer foretog.
Da den spanske republik var ledet af centrum-venstrefløjen, ønskede især de franske kommunister og socialister at støtte republikken. Derimod havde den spanske republik skabt fjender blandt højrefløjen, både på grund af den venstreorienterede regering, men også på grund af udbredte rygter om drab på spanske gejstlige. Men da den franske højrefløj var i betydeligt mindretal i parlamentet havde de ikke store udsigter til en fransk deltagelse på de spanske fascisters side. Deres fokus var derfor i højere grad at sørge for, at der som minimum ikke opstod en intervention til fordel for den spanske republik. Som nævnt tidligere, havde også den britiske regering åbenlyse interesser i at forhindre Frankrig i at deltage i krigen, blandt andet fordi det ville være til skade for de spanske fascister.
Hvor det blandt højrefløjen i både Frankrig og Storbritannien var vigtigt at undgå deltagelse, var det derimod anderledes hos venstrefløjen, som søgte en mere aktivistisk udenrigspolitik. Den franske venstrefløj vidste at en eventuel intervention ville være på republikkens side, og at dette ville virke som modvægt overfor den relative militære ulighed som den samlede udenlandske deltagelse medførte. Da ikke-interventionspagten blev indgået havde venstrefløjen derfor mere at tabe ved at overholde pagten, mens højrefløjen havde mere at vinde, på grund af den massive støtte til Franco fra Tyskland og Italien i forhold til den langt mindre støtte fra Rusland, Mexico og diverse spaniensfrivillige til republikanerne.
På baggrund af disse forskellige mål, havde Frankrig og Storbritannien hver især to muligheder: De kunne vælge at samarbejde om ikke-intervention eller at handle individuelt. Hidtil har jeg argumenteret for hvorfor Storbritannien ikke ønskede at deltage og hvorfor de samtidig ønskede at undgå fransk intervention. En årsag som var ideologisk i form af bred sympati med nationalisterne blandt eliten, samt en udbredt antimilitaristisk holdning hos befolkningen. Den britiske regering havde endvidere interesse i at undgå fransk intervention, fordi en sådan intervention ville være til fordel for den Spanske republik og dermed til ulempe for britiske interesser.
Kåre Strøms handlingsvariable (Vote seeking, office seeking, policy seeking) er defineret på baggrund af partiers ageren, som jeg argumenterer for også er anvendelige i en individorienteret kontekst. Det er således min hypotese, at disse tre handlingsbegreber kan forklare individuelle handlinger, herunder de franske premierministres. I denne case lægges der især vægt på office- og policy-seeking, fordi det franske parlamentsvalg lige var blevet gennemført ved borgerkrigens påbegyndelse, hvor vælgerne havde givet deres utvetydige mandat til det tværpolitiske Front Populaire, hvilket gav koalitionens medlemmer rigeligt spillerum at arbejde indenfor. Ministrenes politikker var med andre ord primært baseret på en kombination af office-seeking og policy-seeking. Det er derfor min hypotese at Blum, Chautemps og Daladier (indenfor Front Populaires grænser) primært søgte at fastholde deres positioner som premierministre, samt at opnå størst indflydelse på den førte politik, herunder i relation til den spanske borgerkrig
I de følgende underafsnit diskuteres de franske premierministres incitamenter for henholdsvis at indgå ikke-interventionssamarbejdet eller bryde det. Incitamenterne er baseret på et rational choice fundament, hvor fordelene og ulemperne ved at bryde eller fastholde aftalen opridses og stilles op overfor hinanden. Overfor de franske værdier, opstilles de britiske der, som tidligere anført, havde interesse i at samarbejde om ikke-interventionspagten for blandt andet at undgå diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Frankrig, samt en relativt stærkere pro-Franco støtte.
Da den franske regering var baseret på en antifascistisk koalition, var der væsentlige ideologiske interesser i at forhindre Fascisterne i at overtage magten fra den demokratiske regering i Spanien. Som udgangspunkt var det derfor naturligt, at Blum lovede betydelige bidrag i form af våben og ammunition til den spanske republik. Men som nævnt i afsnit tre, havde Frankrig samtidig både økonomisk, militær og politisk interesse i at opretholde et godt forhold til Storbritannien. Ved borgerkrigens begyndelse bestod et godt forhold i at undgå at bryde med den britiske regerings politik i en grad som betød at samhandlen ville ophøre, og at den militære alliance ville falde fra hinanden. Da Baldwin foreslog en aftale om ikke at intervenere, stod Blum derfor i en situation hvor han skulle vælge mellem at sætte de fransk-britiske relationer over styr, eller om han skulle modarbejde den politik som Front Populaire stod for. Hvis han indgik aftalen, ville han således undgå diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Storbritannien. Men hvis han ikke indgik aftalen men derimod sendte støtte til den spanske regering, ville han kunne bidrage til en relativt stærkere republikansk styrke i Spanien, hvilket var i overensstemmelse med Blums ideologiske ståsted. Den tredje faktor som derfor spillede ind på beslutningsprocessen, var risikoen for at blive afsat. Front Populaire var en bred organisation som også var baseret på støtte et stykke ud på centrum-højrefløjen. En direkte støtte til den spanske republik, kunne meget vel være udslaget som ville få koalitionen til at falde sammen og dermed ham afsat som premierminister.
Blum havde således interesse både i at undgå diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Storbritannien, og undgå at blive afsat af centrum-højrefløjen. Hans interesse i at afvise aftalen, var derimod primært baseret på ønsket om en relativt stærkere republikansk styrke. Da Blum som udgangspunkt ønskede at støtte den spanske republik, nåede han at indgå en aftale med Spaniens daværende premierminister, José Giral. Men aftalen kom i mindretal i den franske regering (Skovmand 2003, p.415) og da han samtidig blev presset af både den britiske højrefløj og medlemmer af det franske kabinet til at ændre holdning, tyder det på, at Blum herigennem blev overbevist om både den indenrigs- og udenrigspolitiske risiko ved at afvise Baldwins forslag om neutralitet. Blum vægtede med andre ord sin office-seeking strategi højere end ønsket om at føre aktiv venstreorienteret politik på det udenrigspolitiske område.
Men efter at havde indgået ikke-interventionsaftalen, iværksatte den yderste venstrefløj demonstrationer og pressede Blum så hårdt, at han valgte af gå fra posten den 22. juni 1937. Blums forsøg på at tilfredsstille højrefløjen og Storbritannien indikerer således at han havde nedvurderet truslen fra venstre. Hans beslutning om at indgå aftalen om ikke-intervention fremstår derfor som rationel og egennyttemaksimerende, men hans manglende indsigt i konsekvenserne af sin beslutning, indikerer at resultatet ikke faldt ud som han forventede. På den anden side er det muligt at Blum stod i en situation som han ikke kunne vinde. Havde han afvist Baldwins forslag, kunne han muligvis have endt med at blive afsat af den franske centrum-højrefløj. En anden konsekvens af at undgå samarbejde med Storbritannien, var risikoen for betydelige økonomiske konsekvenser som en mulig britisk handelsbarriere ville havde medført. Blum var derfor nødsaget til ikke alene at fokusere på Front Populaires antifascistiske fundament, men også på dets økonomiske vækstprojekt; to mål som umiddelbart var meget svære at forene i den daværende situation. Det er med andre usikkert om Blum reelt traf den ”forkerte” beslutning, fordi han ikke var bevist om beslutningens konsekvenser, eller om han sad i en håbløs ”doomed if you do, doomed if you don’t”-situation.
Premierministerposten blev herefter overtaget af Camille Chautemps, som i første omgang åbnede den sydlige grænse. Men da det begyndte at strømme ind i Spanien med især kommunistiske frivillige, lukkede han grænsen og gjorde det dermed betydeligt mere omstændigt for de franske frivillige at deltage i borgerkrigen. Kort efter genindsatte den franske venstrefløj derfor Blum som premierminister, da han havde talt for at bryde med ikke-interventionsaftalen og at genåbne grænsen til Spanien, underforstået så de frivillige kunne deltage i kampen mod de spanske nationalister. I Næste afsnit analyseres således Blums meget korte anden periode, og hvad der fik ham til at ændre holdning til fransk deltagelse i borgerkrigen.
Da venstrefløjen tidligere havde afsat Blum fra sin post på baggrund af hans uvilje mod at bidrage til den spanske republik, måtte han nu anerkende kommunisternes politiske magt og konsekvensen ved at overse det antifascistiske projekt, hvormed hans incitamentsstruktur ændrede karakter. Han skulle på den ene side undgå igen at blive udsat for kommunisternes modstand, hvis han ønskede at blive siddende på magten. På den anden side skulle han også undgå at agere i modstrid med ikke-interventionsaftalen, da det ville skabe konflikt med Storbritannien og dermed sætte de førnævnte politiske, handelsmæssige og militære relationer over styr. Disse to modstridende præferencer udgjorde derfor et alvorligt dilemma for premierministeren. Endvidere var Blum stadig overbevist socialist og hans ideologiske ståsted bød ham at gribe ind overfor de spanske fascister.
Klogere af erfaring ændrede hans politik sig derfor således i hans anden regeringsperiode, at han åbnede for grænsen men undlod at foretage en statslig intervention i Spanien. Fordelen ved at overholde ikke-interventionsaftalen var således stadig, at han undgik diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Storbritannien. Men efter at venstrefløjen nu havde vist sin magt til både at få ham og Chautemps afsat, var fordelen ved at holde grænse åben, og derved delvist at bryde hvad der må kunne anses som aftalens ånd, at han kunne tilfredsstille socialisterne og samtidig følge sin egen og Front Populaires antifascistiske ideologi, ved indirekte at bidrage til den republikanske styrke i Spanien. Den åbne grænse skulle således opfylde både hans egne ideologiske ønsker, og samtidig bidrage til at mindske risikoen for igen at blive afsat af venstrefløjen.
Blum havde derfor et overvejende incitament for at agere på en måde som var i modstrid med ikke-interventionsaftalen. Her var det en fordel at den åbne grænses politik kunne siges at bevæge sig i ikke-interventionsaftalens gråzone, eftersom at den franske stat ikke direkte involverede sig i selve konflikten. Da det ikke ville være officielle franske soldater som deltog, havde Blum således forsøgt at indgå et kompromis mellem højre- og venstrefløjsinteresser: Kommunisterne havde fået en indrømmelse, som gav dem mulighed for at sende folk til Spanien, mens Storbritannien og den franske højrefløj kunne vælge at se på bruddet med mildere øjne end hvis franske soldater var blevet beordret til Spanien. Men Blum havde undervurderet højrefløjens interesse i at undgå fransk indblanding, og hans forsøg på balancegang mellem samarbejde og ikke-samarbejde førte alligevel til hans fald, da det politiske centrum ikke længere var villig at danne flertal bag ham, og han derfor igen måtte afgå som premierminister.
Efter Blums fald, lykkedes det for Édouard Daladier at samle et flertal bag sig som ny premierminister, et flertal som denne gang ikke inkluderede socialisterne. Ligesom Blum var Daladier overbevist antifascist, hans parti var ligeledes medlem af Front Populaire, og ved borgerkrigens begyndelse havde han været ivrig fortaler for, at Frankrig skulle intervenere i Spanien (Alpert 2004, p.14). Men Daladier var ikke socialist af ideologi, og i perioden efter 1936 ændredes hans holdning til Spaniensspørgsmålet så da han dannede regering i april 1938, var det på baggrund af et flertal udenom socialisterne og med den konservative Georges Bonnet som udenrigsminister. På dette tidspunkt var både Daladier og Bonnet enige i Chamberlains appeasement-politik (Ibid 2004, p.165) og dermed modstandere af både direkte og indirekte fransk intervention i Spanien.
På linje med Blum var Daladier både office- og policy seeking: Han ønskede at undgå diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Storbritannien, følge sin egen ideologiske overbevisning og samtidig undgå at blive afsat. Men Daladier havde den betydelige strategiske fordel i forhold til Blum, at han ikke skulle tilfredsstille både højre og det yderste venstre. Derfor kunne han agere i henhold til sine egne og centrum-højrefløjens præferencer, uden at skulle bekymre sig om kommunistisk og socialistisk mistillidsvotum. Samtidig ville en overholdelse af ikke-interventionsaftalen betyde, at Daladier handlede direkte i overensstemmelse med egen appeasement ideologi. En betydelig risiko ved at indgå og overholde ikke-interventionsaftalen havde for Blum været, at han modsatte sig venstrefløjens ønsker, men da Daladier havde været i stand til at danne regering helt uden om socialisterne, var dette ikke et risikomoment han behøvede at kalkulere med. Han havde med andre ord intet at vinde ved helt eller delvist at bryde aftalen, mens han havde alt at vinde ved at overholde den. Daladiers mulighed for at danne regering hen over midten og uden støtte fra det yderste venstre, skabte således stabilitet omkring premierministerposten, fordi det havde minimeret risikoen for at blive afsat af den venstrefløj som tidligere havde afsat både Blum og Chautemps. Daladier kunne derfor primært fokusere på hensynet til den moderate venstrefløj og centrum-højrefløjen, hvilket skabte mere sikkerhed om hans politiske situation. Da han selv var ideologisk modstander af deltagelse i den spanske borgerkrig kunne han føre en udenrigspolitikpolitik som var på linje med hans eget ideologiske ståsted og han kunne opretholde et godt forhold til Storbritannien.
Opsummeret, sad Daladier i en noget lettere situation end Blum havde siddet i gennem sine to perioder som premierminister, fordi han ikke havde behov for at afveje ideologi, private politiske aspirationer og Frankrigs militære, økonomiske og diplomatiske interesser op mod hinanden. Der blev herved endeligt dannet en stabil ligevægt i form af samarbejde om ikke-interventionsaftalen. Højrefløjens interesser havde dermed skabt stabilitet, på trods af at valget i 1936 var faldet ud til fordel for venstrefløjen. Endvidere var krigen på daværende tidspunkt ved nå sin ende, hvormed der ikke længere var same incitament for venstrefløjen for igen at presse på, for at få Frankrig involveret i Spanien.
Uoverensstemmelsen i forbindelse med den spanske borgerkrig handlede grundæggende ikke om franske versus britiske interesser, men om højre- versus venstrefløjsinteresser og om personlige interesser hos den franske premierminister. Men Frankrig og Storbritannien var opdelt således, at hvert land var regeret af hver sin fløj, hvilket fik en indflydelse på de to landes tilgang til borgerkrigen.
Én ting som begge lande havde til fælles var, at de ikke ønskede at slås med hinanden; der var derfor ikke interesse i, at franske og britiske soldater skulle stå overfor hinanden i en kamp på spansk grund. Dette alene gav begge lande et incitament for at indgå ikke-interventionspagten. Men de to tidlige premierministre, Léon Blum og Camille Chautemps’ beslutninger, var samtidig stærkt præget af både deres egne ideologiske overbevisninger og af det pres som blev skabt af den yderste venstrefløj. De var derfor nødsaget til at forsøge en balancegang mellem egne interesser og Frankrigs økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser. Denne balancegang kunne meget vel have været en vigtig faktor som fik de franske premierministre til aldrig åbent at bryde med ikke-interventionsaftalen. Men samtidig var det også en balancegang som ikke skabte politisk stabilitet, hvorfor Frankrig skiftede præsident hele tre gange i perioden 1936-1938. Først da Edouard Daladier overtog posten blev der skabt stabilitet, fordi hans politiske præferencer var i overensstemmelse med både den britiske regering og et stabilt flertal af det franske parlament.
Det som overvejende afholdt både Frankrig og Storbritannien fra et intervenere, var med andre ord at de to allierede lande var uenige om hvem der skulle støttes. Italien og Tyskland havde derimod den fordel, at de var på baseret på same ideologiske fundament og derfor ikke risikerede at deres intervention i Spanien ville skabe splid mellem de to lande. Hvis den britiske regering ikke havde været modstandere af intervention i Spanien havde Blum undgået at skulle opveje spanienspolitikken overfor forholdet til Storbritannien, hvilket havde rykket på Blums incitamentsstruktur og øget sandsynligheden for en fransk intervention i Spanien. Casen viser således, at de franske premierministre i betydeligt grad have begrænset handlingsfrihed, fordi de var udsat for systemisk såvel som parlamentariske begrænsninger, og at deres politik primært kunne gennemføres, såfremt den var i overensstemmelse med det internationale system og det franske parlament. Dette indikerer, derfor at Storbritannien havde mere magt over Frankrig end vise versa, og at denne magt blev brugt til at gennemføre den britiske regerings ikke-interventionistiske politik. Endvidere konstateres det, at denne magtuligevægt blandt andet skyldtes en kombination af de franske premierministres politiske præferencer og det politisk splittede franske parlament.
|
Det fascistiske Spanien
|
Den spanske republik
|
|
USA
- Ikke officiel støtte til Franco, men våbenembargo mod republikken og handel med nationalisterne.
José Maria Doussinague, som var undersekretær for det spanske udenrigsministerium erklærede efterfølgende at "without American petroleum and American trucks, and American credit, we could never have won the Civil War” (Beevor 2006, p.138)
Tyskland (Thomas 1961, p. 634)
- Ca. 16.000 frivillige tyske soldater
Italien (Ibid.)
- Ca. 75.000 soldater
- 96 skibe
- 2 ubåde
- 763 flyvemaskiner
- 1.801 artilleri
- 1.426 morterer
- 6,791 lastbiler
- 157 tanks
- 240.747 rifler
Portugal
- Ca. 20.000 tropper
Frivillige (Ibid p.635)
- Ca. 1000 frivillige, primært fra Frankrig og Irland
Marokko (Ibid, p.985)
- Ca. 75.000 marokkanere
|
Sovjet
- 2000 tropper (Compass 1996)
- 242 flyvemaskiner
- 703 artilleri
- 1.386 lastbiler
- 15.000 tunge maskingeværer
- 500.000 rifler (Thomas 1961, p. 643)
Mexico
- Rifler og forsyninger
Frivillige (Ibid. pp.942)
- Ca. 32.000 af varierende militærtræning, herunder:
o 8000 franskmænd
o 5000 tyskere og østrigere
o 3000 polakker
o 3350 italienere
o 2800 amerikanere
o 2000 briter
o 1500 tjekker
o 1500 jugoslavere
o 1200 canadiere
o 1000 ungarere
o 1000 skandinaverne
|
Allison, Graham & Zelikow, Phillip (1999). Essence of Decision: Explaining the Cuban Missile Crisis, 2ed. Longman.
Alpert, Michael (1994). A New International History of the Spanish Civil War. New York, USA: Palgrave Macmillan.
Beevor, Antony (2006). The Battle for Spain: The Spanish Civil War 1936-1939. London: Weidenfeld & Nicolson.
Compass. (1996). The Soviet Union and the Spanish Civil War. Adgang: http://www.oneparty.co.uk/compass/compass/com12301.html. Tilgået 2. april 2009.
Hugh Thomas (1961). The Spanish Civil War. New York: Harper.
Jackson, Julian (1990). The Popular Front in France: Defending Democracy, 1934–38. New York, USA: Cambridge University Press.
Jackson, Julian (2004). The Fall of France: The Nazi Invasion of 1940. Oxford: Oxford University Press.
Jackson, Peter (2000). France and the Nazi menace: intelligence and policy making, 1933-1939. Oxford: Oxford University Press.
Leitz, Christian & Dunthorn, David Joseph (1999). Spain in an international context, 1936-1959. New York, USA: Berghahn Books.
Pedersen, Stig (2005). Den spanske borgerkrig: Mellem stormagt og idealisme. København K: Frydenlund.
Podmore, Will (1998). Britain, Italy, Germany and the Spanish Civil War. Edwin Mellen Press Ltd: New York.
Shamir, Haim (1989). Economic crisis and French foreign policy, 1930-1936. Leiden: Brill Archive.
Skovmand, Sven (2003). Politikens verdenshistorie. København: Politiken.
Strøm, Kåre (1990) “A Behavioral Theory of Competitive Political Parties”, American Journal of Political Science, Vol. 34, No 2, May 1990 (p. 565-98)
Kategoriseret under: Uncategorized af Rasmus
4 
»
I dag modtog jeg endelig karakter for specialet i statskundskab. Det blev et ganske tilfredsstillende tital, så jeg kan med god samvittighed publicere det for offentligheden. Jeg ved ikke hvor mange der er interesserede i at læse om vælgeradfærd i Tjekkiet, men her er det i al fald: Efter de demokratiske reformer – Vælgeradfærd i Tjekkiet 1990 – 2006*.
Variationen mellem lande er således betydeligt lavere end i model 1. Kun 2 % af variationen kan forklares af forskelle mellem landene. Level 1 variablene har især en forklarende effekt på for hvor stor tillid minoriteterne i de europæiske lande har. Samtidig har de geografiske variable en betydelig effekt på forklaringskraften mellem lande. 
.
