Kopiering, citering mv. er tilladt ved fuld kildehenvisning. Kommentarer er også meget velkomne.

*Formateringen er lidt “off” pga. transformeringen til PDF-format. Det gælder især grafer og tabeller.

   Send article as PDF to

Nederst i hvert blogindlæg er der nu et felt hvori man kan skrive sin mailadresse, hvorefter man modtager en kopi direkte hjem i indboksen.

   Send article as PDF to

Jeg forsøger stadig at implementere Stata-output ordentligt til bloggen, men pt postes det som screenshots fra Word.

Indholdsfortegnelse

Indledning.

Opgave 1

Opgave 2

Opgave 3

Opgave 4

Konklusion

Litteratur

Indledning

På baggrund af opgavetekstens fire opgaver vil denne analyse omhandle social tillid og hvad der ligger til grund for denne. I afsnit 1 diskuteres forskellen i tillid mellem etniske minoriteter og majoriteter. I Afsnit 2 foretages en multilevelanalyse i forsøget på at forklare hvad der ligger til grund for den sociale tillid blandt minoriteterne, herunder variationen mellem lande. I afsnit 3 tages der udgangspunkt i effekten af majoriteternes sociale kapital på minoritetens individuelle tillid. I afsnit 4 sammenlignes kortfattet koefficienterne blandt minoriteter med koefficienterne blandt majoriteterne. Dernæst undersøges effekten af religiøsitet på majoritetens sociale tillid.

Opgave 1

For at analysere variationen i tillid mellem etniske grupper i Danmark foretages en Two-group mean-comparison test, for således at vurdere hvorvidt grupperne er signifikant anderledes fra hinanden. Efterfølgende foretages en lineær regression, hvori flere kontrolvariable inkluderes, for således at kontrollere om variationen mellem af de to etniske grupper forbliver signifikant forskellig. Dernæst inkluderes krydsproduktinteraktionsleddene mellem etnicitet og de andre uafhængige variable, hvorefter forudsætningsbrud diskuteres og analysens resultater opsummeres.

I afsnit 1 er scope således kun Danmark. Det betyder at variable som måske har en positiv effekt på tillid i Danmark, ikke nødvendigvis har samme effekt i andre lande. Effekterne af de danske resultater testes derfor også i opgave 2.

Følgende variable benyttes i opgaven:

Tabel 1: Analysens variable

Soctrust: Social trust er den uafhængige variabel gennem alle fire opgaver. Det er en selvplaceringsvariabel som repræsenterer den generelle tillid til andre mennesker. Soctrust er konstrueret på en skala fra 0-10 hvor 0 = lavest tillid og 10 = højest tillid.

Ethnic: Dikotom variabel, hvor 0 = etnisk majoritet og 1 = etnisk minoritet.

Agetrunc: Variabel for respondentens alder. Alle respondenter ligger i alderen 18 til 92 år, med en gennemsnitsalder på 47,5 og en standardafvigelse på 17. Jeg forventer at man bliver mere tillidsfuld i takt med at man møder flere mennesker og skaber flere kontakter gennem årene.

Gender: Dikotom variabel, hvor 0 = kvinde og 1 = mand. Det forventes at kvinder er mere tillidsfulde på grund af en relativt stærkere social forståelse.

Educat: Repræsenterer respondentens uddannelsesniveau, hvor 0 er ingen uddannelse og 6 svarer til en kandidatgrad eller højere. I gennemsnit har den danske befolkning således et uddannelsesniveau svarende til en gymnasieuddannelse. Da uddannelse ofte forudsætter samarbejde og interaktion med andre mennesker, forventes det at højtuddannede har højere tillid end lavt uddannede.

Income: Repræsenterer den samlede indkomst for respondentens husstand. Variablen er opdelt i 12 intervaller, hvor 1 = er lavest indkomst og 12 er højest. Det teoretiske minimum er 1, men ingen af de danske respondenter har opgivet en husstandsindkomst lavere end niveau 2.
Det forventes at personer med høj indkomst også har højere social tillid, da høje lønninger ofte forudsætter at man er villig til at løbe en risiko ved at samarbejde med fremmede.

En Two-group mean-comparison test viser, at majoritetens gennemsnitlige sociale tillid er signifikant højere end minoriteten, med en signifikant p-værdi 0,0027. Hvor majoriteten har en gennemsnitlig tillid på 7,05 har minoriteten kun 5,86. I Danmark er tilliden med andre ord signifikant højere hos majoriteten, end den er hos minoriteten. I tabel 2 kontrolleres for de uafhængige variable.

Tabel 2: OLS estimat: Afhængig variabel: Social tillid

Model 1 i tabel 2 viser at alder, køn uddannelse og indkomst er signifikante kontrolvariable. Etnicitet er dog stadig signifikant på 0,01 niveau. I Model 2 inkluderes krydsproduktet mellem etnicitet og kontrolvariablene. Det viser sig, at mens mænd og etniske minoriteter er negativt korrelerede med social tillid, så er kombinationen ”mand af anden etnisk herkomst”, positivt korreleret med tillid. I model 3 ekskluderes de insignifikante interaktionsled og det konstateres at etniske minoriteter stadig har signifikant lavere tillid end den etnisk danske majoritet.

Forudsætningsbrud

Resultaterne i opgaven forudsætter at der er normalfordelte residualer, varianshomogenitet, linearitet og ingen mulitkollinearitet. Jeg vil kort gennemgå disse forudsætninger og gøre opmærksom på de forudsætningsbrud som er i modellen. Af hensyn til opgavens omfang diskuteres kun de forudsætninger som ikke er opfyldt.

Normalitet

Figur 1: qq-plot – Residualernes fordeling omkring normalen

Figur 1 indikerer at der er problemer med ikke-normalfordelte residualer. En Wilks test viser da også, at residualerne ikke er normalfordelte. Dette brud på forudsætningerne bør derfor tages med i vurderingen af modellens resultater, hvilket indebærer at validiteten af p-testen kan diskuteres. Afvigelsen fra forudsætningen om normalitet er dog ikke overdreven, hvorfor jeg vælger at fastholde den nuværende model.

Homoscedasticitet

Figur 2: Residualernes fordeling over 0

Figur 2 viser at residualvariansen ikke er homogen, men danner et nedadgående mønster mod højre. En Breusch-Pagan test viser da også at der er statistisk signifikant variansheterogenitet. En robust regression gør dog kun modellen en anelse mere signifikant, t-værdierne ændres kun svagt mens R² stiger lidt og koefficienterne forbliver de samme. Da den robuste model kun ændrer resultatet minimalt, vælger jeg, at bibeholde den oprindelige OLS model.

Der er kort sagt ikke store forudsætningsbrud, dog et mindre problem med residualer som ikke er normalfordelte.

Opsummeret viser OLS modellen for opgave 1, at der er der er flere bagvedliggende variable som har en effekt på den sociale tillid i Danmark. Alder uddannelse og indkomst er positivt korreleret med tillidsvariablen, mens de to dikotome variable for henholdsvis køn og etnicitet er negativt korreleret med denne, hvilket indebærer, at mænd og etniske minoriteter har signifikant lavere social tillid end kvinder og etnisk danske personer. Omvendt er der en interaktiv effekt ved disse to variable, således at mænd af ikke-dansk etnisk herkomst er positivt korreleret med social tillid.

Der er kort sagt signifikant lavere tillid blandt etniske minoriteter, også når man kontrollerer for relevante baggrundsvariable.

Opgave 2

I dette afsnit undersøges hvad der kan forklare den individuelle sociale tillid blandt respondenter som tilhører en etnisk minoritet. Jeg starter med en basal varians-komponent analyse for at undersøge hvorvidt der er forskel mellem minoriteternes tillidsniveau mellem landene i analysen. Dernæst inkluderes geografiske baggrundsvariable samt de førnævnte forklarende variable, i en større random intercept model med lande som level 2, for at kunne se om der er variation mellem de forskellige lande i Europa. I tabel 3 testes hvorvidt der er variation i social tillid mellem lande.

Tabel 3: Varians-komponent model for social tillid

Tabel 3 viser at 11,69 % af variationen i tillid skyldes forskelle mellem lande. Disse forskelle kan skyldes minoriteternes kulturelle eller religiøse sammensætning. Endvidere kan det have en betydning at landene i forskellige regioner har forskellige typer af velfærdsstater, hvilket især kan have en effekt på minoriteterne, da de ofte findes i de nedre socioøkonomiske grupper og derfor oftere er afhængige af det sociale velfærdssystem. Det er min hypotese, at disse forskelle kan repræsenteres ved opdeling i geografiske regioner, og at disse regioner har en forklaringskraft på forskellen i minoriteters sociale tillid mellem landene, blandt andet fordi de fungerer som proxy for minoritetsgruppe og velfærdsstatstype.

Regionsdummierne er:

- North: Nordeuropa, herunder Storbritannien, Irland, Luxembourg og Holland

- Medit: Middelhavslandene, herunder Spanien, Grækenland, Israel, Italien og Portugal

- Postcom: De postkommunistke lande, herunder Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovenien

- Nordic: De nordiske lande, herunder Danmark, Finland, Norge og Sverige. Denne variabel inkluderes ikke i modellen og fungerer således som indeksvariabel for de tre ovenstående variable.

Endvidere inkluderes en ekstra level-1 variabel (socmeet), som repræsenterer generel social aktivitet. Variablen er konstrueret ud fra følgende spørgsmål: “[H]ow often do you meet socially with friends, relatives or work colleagues?”. Variablen spænder fra 0 til 7, hvor 1 er aldrig og 7 er hver dag. Af hensyn til overskueligheden, inkluderes interaktionsvariablen fra opgave 1 ikke, da den kun er signifikant på 0,1-niveauet og kun har et meget beskedent forklaringsbidrag til den samlede model.

Den samlede Random Intercept model 3 består således af samme uafhængige variable som i opgave 1, minus krydsproduktinteraktionsleddet, inklusiv variablen for social aktivitet og de tre dummier for region. Den fulde model præsenteres i tabel 4

Tabel 4: Multilevelmodeller med social tillid som uafhængig variabel

Model 1 er den grundlæggende varians-komponent model som blev præsenteret i tabel 3. I model 2 inkluderes alle covariaterne. Køn viser sig at være insignifikant og ekskluderes derfor af analysen. I model 3 ses derfor den samlede model, minus den insignifikante variabel for køn. Model 4 er med forventning om varierende hældninger i forhold til uddannelsesniveau. På baggrund af resultaterne fra Model 3 beregnes rho-værdien (Rabe-Hesketh 2008, p.64), som repræsenterer effekten af hvert niveau:

Variationen mellem lande er således betydeligt lavere end i model 1. Kun 2 % af variationen kan forklares af forskelle mellem landene. Level 1 variablene har især en forklarende effekt på for hvor stor tillid minoriteterne i de europæiske lande har. Samtidig har de geografiske variable en betydelig effekt på forklaringskraften mellem lande.

For at se om der er variation i hældningen mellem landene, foretages en random-coefficient (RC) analyse, med uddannelsesniveau som ustruktureret covariat. Værdierne vises i model 4 i tabel 4. Tabellen viser at random-effect modellen er signifikant. Men en likelihood-ratio analyse (Rabe-Hesketh 2008, p.159) mellem Model 3 og 4 giver en p-værdi på 0,3502, hvorfor RC-modellen afvises til fordel for RI-modellen. Det afvises med andre ord, at den lineære sammenhæng mellem uddannelse og social tillid har varierende hældningskoefficienter mellem analysens lande.

Populationsgennemsnittet i Model 3, viser et estimeret intercept på 3,668, intercept-variationen mellem lande kan derfor beregnes ud fra konstantens standardafvigelse. 95 % af intercept-variationen ligger således mellem .

Gennemsnitsværdierne for de respondenter som er yngst, lavest uddannede og med laveste sociale aktivitet varierer således mellem 3 og 4,33, afhængigt af hvilket land de bor i.

Forudsætningstests

Ud over forudsætningerne som blev testet i afsnit 1, forudsætter modellen i dette afsnit, at der ikke er endogenitet ved de tre level 1 variable. Ved at beregne covariaternes gennemsnitsværdier for hvert land, samt den individuelle afgivelse herfra, er det muligt at kontrollere for eventuelle tilfælde af engogenitet. Endogenitetstesten viser dog at disse variable er insignifikante, hvorfor de udelades fra testen.

Endvidere er det vigtigt at modellens forventede intercepter og level 1 residualerne er normalfordelte. Fordelingen af intercepter er en smule venstreskæve men følger ellers i rimelig grad en normalfordeling over midten. De forventede level 1 residualer er også en smule venstreskæve, men jeg vurderer at afvigelsen er for lille til at medføre en betydelig skævvridning af modellens resultater.

Opsummeret er der flere faktorer som kan forklare den individuelle sociale tillid blandt etniske minoriteter. Minoriteter påvirkes blandt andet af alder, uddannelsesniveau og social aktivitet, omend det også har en betydning hvilket land og hvilken europæisk region man er minoritet i. Det kan diskuteres om det er landenes institutioner, forskelle i minoritetsgrupper eller helt andre ting, som reelt skaber disse variationer mellem landene. Blandt andet viser dummivariablene for regioner, at minoriteter i de Nordiske lande har højere tillid end minoriteter i resten af Europa. Det ser endvidere ud til, at uddannelsesniveauets effekt på social tillid ikke varierer mellem landene, men følger den samme hældning.

Opgave 3

Afsnit 2 viste blandt andet at minoriteterne i de nordiske lande har højere tillid end i analysens andre lande. Hypotesen for opgave 3 er derfor at majoritetens sociale kapital er højere i nogle lande end i andre, og at høj social kapital i blandt majoriteten har en positiv effekt på minoriteters individuelle tillid. Social kapital skal her forstås som summen af social tillid divideret med antallet af respondenter. I dette afsnit tilføjes derfor variablen for gennemsnitlig tillid i hvert land til den model som blev behandlet i opgave 2.

Tabel 5: Gennemsnitlig social tillid blandt majoriteterne

Resultaterne i tabel 5 viser, at der er betydelig variation mellem landene. De nordiske lande ligger øverst i tillid, herefter kommer de nordeuropæiske lande, efterfulgt af en blanding af postkommunistiske nationer og middelhavslande. Den højeste værdi er Danmark med 7,05 mens den laveste sociale kapital er Grækenland med en værdi på kun 3,56

Figur 3: Korrelation mellem social kapital hos majoriteten og individuel social tillid blandt minoriteten.

I figur 3 illustreres det, at majoriteternes sociale kapital er positivt korreleret med minoriteternes individuelle tillid. Koefficienten ses også model 1, tabel 6 og indikerer en signifikant højere tillid blandt respondenter af etnisk minoritet som lever i et land hvor den sociale kapital er høj, i forhold til minoriteter i lande med lav social kapital.

Tabel 6: Afhængig variabel: Social tillid for minoriteter

Ved at inkludere social kapital i model 2 falder den forklarende effekt af variationen mellem landene på tillid blandt de respondenter som tilhører en etnisk minoritet. Model 3 i afsnit 2 viste, at 1,97 % af variationen kunne forklares ved variation mellem landene. Ved at inkludere variablen for social kapital, faldt denne effekt til kun 0,96 % eller cirka halvdelen af modellen uden denne variabel. Den gennemsnitlige sociale tillid blandt majoriteten har derfor en betydelig effekt på minoriteters tillid. De geografiske variable forbliver dog signifikante, hvorfor social kapital ikke forklarer hele den ”geografiske” effekt. Det interessante er endvidere, at mens der er positiv korrelation mellem social kapital og social tillid, så er der negativ korrelation hvis man kontrollerer for de andre baggrundsvariable. Majoritetens sociale tillid har med andre ord en negativ effekt på social tillid hos minoriteten, hvis vi holder andre faktorer konstant.

I tråd med afsnit 2, kan 95 % -konfidensintervallet for landenes intercepter nu beregnes:

Hvor intercepterne før lå inden for et interval på 3 til 4,33 er de nu steget til mellem 6,91 og 5,99. Da intervallet således er højere end i afsnit 2 fortæller det os, at effekten af den sociale kapital fastholder intercepterne for etniske minoriteter i et lavere niveau. Samtidig er størrelsen på konfidensintervallet i intercept mellem landene faldet fra 1,33 til 0,92. Dette kan forklares ved at kontrol for social kapital har gjort det muligt at forklare mere af variationen.

Opsummerende er der positiv korrelation mellem social kapital og minoriteters tillidsniveau. Det skyldes at lande med høj social kapital også har en mere tillidsfuld minoritet. Men kontrollerer man for uddannelsesniveau, alder, indkomst og geografi viser det sig, at den denne korrelation ikke længere er positiv. Minoriteterne i lande med høj social kapital har således ikke mere tillid fordi majoriteten har det, men fordi de er ældre, højere uddannede og/eller har en højere indkomst. Tværtimod er den isolerede effekt af social kapital på minoriteternes tillid negativ. Minoriteter har derfor kun højere social tillid i lande med høj social kapital, fordi samme lande har højere værdier på andre uafhængige variable.

Individuel tillid blandt etniske minoriteter kan derfor forklares af både alder, køn, indkomst, hvilke land de bor i, samt landets sociale kapital. Kontrol for social kapital har endvidere mindsket interceptintervallet mellem lande fra 1,33 (i opgave 2) til 0,92. Det betyder at majoriteternes tillid stadig varierer mellem landene, hvorfor der må være flere ukendte bagvedliggende faktorer, som kan forklare individuel tillid.

Opgave 4

I denne opgave analyseres effekten af religiøsitet på den sociale tillid hos majoriteten. Modellen er bygget over samme model som i opgave 3, dog med den forskel at der her er fokus på majoriteternes tillid, frem for minoriteten. Endvidere ekskluderes variablen for social kapital. Det er hypotesen at religiøsitet, qua religionens sociale effekt, har en positiv effekt på den individuelle tillid.

Den inkluderede baggrundsvariabel for religiøsitet er variablen ’religion’. Variablens spørgsmål er “how religious would you say you are?”. Værdierne går fra 1 til 10, hvor 1 = slet ikke religiøs, og 10 = meget religiøs. I tabel 7 illustreres sammenhængen mellem religiøsitet og social tillid.

Tabel 7: OLS estimat: Afhængig variabel: Social tillid blandt majoriteter

Tabellen viser at religion er signifikant negativt korreleret med tillid, forstået således at religiøse mennesker generelt har lavere social tillid end ikke-religiøse mennesker.

Men ved kontrol for andre ”tillidsskabende” variable viser det sig at religion reelt har en positiv effekt på tilliden. Tabel 8 illustrerer henholdsvis random-intercept og random-coefficient modellerne for de uafhængige variable som blev benyttet i afsnit 2 og 3.

Tabel 8: Multilevelmodeller med social tillid som uafhængig variabel

Model 1 er konstrueret med samme variable som model 3 i afsnit 2, denne gang med fokus på majoriteten i stedet. 1,9 % af variationen i tillid forklares ved variationen mellem landene. Alder, uddannelse og social aktivitet er positivt korreleret med tillid, men med andre koefficienter end for etniske minoriteter. Afsnit 2 viste koefficientværdier på 0,0306, 0,278 og 0,875 for henholdsvis alder, uddannelse og social aktivitet, hvor samme model nu giver værdier på 0,00787, 0,273 og 0,103. Det betyder at minoriteters sociale tillid er mere følsom overfor alder, mindre følsom overfor social aktivitet og lige så følsom overfor uddannelse. På baggrund af koefficienternes konfidensinterval, er det dog kun alder som kan siges at være signifikant forskellig mellem de to grupper.

I model 2, inkluderes variablen for religiøsitet. I modsætning til resultatet i tabel 7, er koefficienten nu negativ. Religiøse mennesker har derfor lavere social kapital fordi de har lavere værdier på andre uafhængige variable. Det kan dog ikke udelukkes at religiøsitet medfører lavere værdier på andre ”tillidsgenererende” variable og derfor indirekte har en negativ effekt på social tillid.

3 en random-coefficient analyse, med religiøsitet som ustruktureret covariat. Tabellen viser at modellen er signifikant og en likelihood-ratio analyse give en signifikant p-værdi på 0,0208. RI modellen (Model 2) afvises derfor til fordel for model 3. Den lineære sammenhæng mellem religiøsitet og social tillid varierer med andre ord mellem analysens lande.

Figur 4: Regressionslinjer for random-coefficient model (3)

Figur 4 viser variation i hældningen og i interceptet for hvert af analysens lande. Landenes intercepter ligger alle i intervallet 4,25 til 5,18. Grafen viser dog ikke umiddelbart et mønster i variationen, og som det ses i tabel 8, er der ikke korrelation mellem religion og konstanten. Den ikke-signifikante korrelation mellem religiøsitet og konstanten, tyder på at der enten ligger andre, ukendte, variable til grund for variationen mellem religiøsitet og social tillid, eller at variationen skyldes støj.

Tabel 9 viser hældningen og interceptet for hvert af landene. De lande hvor religiøsitet har mindst effekt på den sociale tillid blandt majoriteten er Grækenland, Slovenien, Portugal, Norge og Israel. I den anden ende af skalaen er Storbritannien, Holland, Sverige, Spanien og Finland.

Tabel 9: Intercept og hældning for hvert land

Kontrollerer man for vigtige bagvedliggende variable, har religion således positiv effekt på den sociale tillid. Der er endvidere en signifikant forskel i denne korrelation fra land til land. Især Grækenland og Finland er interessante fordi de ligger i hver sin ende af skalaen. Hvor religiøsitet har en meget lille positiv effekt på folks sociale tillid i Grækenland, da er effekten 4,7 gange så høj i Finland. Dette er især interessant fordi de begge har næsten samme værdi på konstanten. Med andre ord har de to lande nogenlunde samme sociale tillid blandt gruppen af ikke-religiøse, men en betydelig forskel i social tillid blandt de meget religiøse. Et muligt svar på forskellen mellem blandt andre Finland og Grækenland, kunne være måden hvorpå de to landes religiøse indbyggere praktiserer deres religion. For eksempel i hvilken grad religionen praktiseres hjemme eller ved kirkelige handlinger, eller i hvilken grad der deltages i velgørende arbejde eller andre netværksfremmende aktiviteter.

Konklusion

I løbet af analysen undersøgte jeg effekten af relevante level 1og 2 baggrundsvariable på tillid blandt etniske og minoriteter og majoriteter. I Afsnit 1 konkluderede jeg, at der er signifikant forskel på den sociale tillid blandt etnisk danskere og etniske minoriteter i Danmark. Jeg konkluderede endvidere at denne forskel stadig eksisterer ved kontrol for alder, uddannelse, køn og indkomst.

I Afsnit 2 foretog jeg en multilevelanalyse med lande som level 2. Jeg konstaterede at den individuelle tillid blandt etniske minoriteter primært kan forklares af variationer internt i landene, men at der også eksisterer en vis variation mellem lande, som blandt andet kan forklares ved at forskellige ukendte forskelle mellem lande, som gør at det giver mening at kategorisere landene i forskellige geografiske regioner. Jeg konstaterede endvidere at alder, uddannelse og indkomst har en signifikant forklaringskraft på den individuelle tillid blandt minoriteterne.

I afsnit 3 beregnede jeg den gennemsnitlige sociale tillid hos de etniske majoriteter i hvert land, og definerede denne værdi som social kapital. Jeg konkluderede at social kapital umiddelbart er positivt korreleret med individuel tillid blandt de etniske minoriteter. Men ved kontrol for andre førnævnte variable konstateredes det, at social kapital derimod havde en negativ effekt, men at etniske minoriteter i lande med høj social kapital, er mere tillidsfulde på grund af effekten fra andre sociale og økonomiske omstændigheder.

I afsnit 4 skiftede fokus fra minoriteterne til majoriteterne. Jeg konstaterede at minoriteter og majoriteters tillid påvirkes forskelligt af de samme bagvedliggende variable. Jeg konkluderede endvidere at religiøsitet har en positiv effekt på den individuelle tillid, ved kontrol for førnævnte covariate. Jeg konstaterer endvidere at effekten varierer betydeligt mellem lande men at jeg ikke finder et mønster som forklarer denne variation.

Litteratur

Rabe-Hesketh, Sophia & Skrondal, Anders (2008). Multilevel and Longitudinal Modeling Using Stata. 2nd ed. Texas, US: Stata Press.

   Send article as PDF to

Først det første opdagede vi, at der voksede endnu en lille plante op fra et af frøene. Den voksede enormt hurtigt i løbet af ganske kort tid, og pludselig kunne vi observere endnu en plante som voksede op fra samme frø. Vi har med andre ord at gøre med enfrøede (?) tvillinger, så der er godt nok krudt i de små tingester. Det kom som noget af en overraskelse i betragtning af de erfaringer som mange andre mennesker beskriver på diverse webfora. Min far har allerede tilbudt at overtage den ene plante, i fald vi ikke får plads når de skal sættes ud i haven.

Vi kalder en ene af de to nytilkommende Rambo, den anden har endnu ikke fået noget navn. Twin måske?

 
Ron: 31.08.2009

 
Ron: 03.09.2009

 
Rambo & Twin: 31.08.2009

Rambo & Twin: 03.09.2009

   Send article as PDF to

Jeg har altid været fascineret af disse kæmpestore og ældgamle træer så da jeg så, at de solgte frøene i Randers Regnskov tænkte jeg, at det kunne være fedt at have sådan en stående hjemme i stuen og købte derfor en pose. For 2-3 uger siden plantede jeg frøene i en glas-urtepotte og på billederne ses de foreløbige resultater.

15.08.2009

30.08.2009

Normalt er færre end 15 % af Redwood-frøene frugtbare og det lader da også til, at der kun er ét som gider, at udvikle sig, selvom jeg stadig holder øje med de andre, i håbet om en lille efternøler. For et par dage siden var det bare et frø, men så begyndte en lille rod at spire, og dagen efter var roden vokset til ca. dobbelt størrelse. Flere billeder vil blive uploaded efterhånden som min lille plante vokser op og bliver stor.

Jeg kalder “ham” i øvrigt Ron, efter Ron Paul og fordi Ron the Redwood er et fedt navn

   Send article as PDF to

1.0 Indledning

2.0 Hypotese og teoretisk værktøj

2.1 Begrebsdefinition

2.2 Metode

3. 0 Storbritanniens og Frankrigs situation under den spanske borgerkrig

3.1 Storbritannien

3.2 Frankrig

3.3 Krigen i korte træk

4. 0 Den lange vej mod politisk stabilitet

4.1.1 Indgåelse af ikke-interventionsaftalen (juni 1936 – marts 1938)

4.1.2 Den åbne grænse (marts 1938 – april 1938)

4.1.3 Grænsen lukkes og borgerkrigen sluttes (April 1938 – 1939)

5.0 Konklusion

Bilag 1: Udenlandske bidrag til borgerkrigens parter

Kildefortegnelse

1.0 Indledning

Efter at Spanien i en årrække havde været præget af interne splittelser mellem den republikanske fløj og den fascistiske fløj, udbrød der, efter et fascistisk militærkup borgerkrig i 1936. En måned efter udbruddet oprettedes en ikke-interventionskomite hvorefter 27 lande, herunder Tyskland, Italien, Sovjetunionen, Portugal, Frankrig og Storbritannien, underskrev en pagt som skulle forhindre Spanien i at fungere som slagmark for en proxy-krig mellem forskellige landes ulig interesser. Denne komite skulle dog vise sig ikke at være særligt effektiv, da flere af parterne umiddelbart efter at aftalen var blevet indgået, påbegyndte levering af både våben og soldater til borgerkrigens parter – i direkte strid med den indgående aftale. Ikke-interventionskomiteen modtog da også kritik fra mange sider og den amerikanske ambassadør I Spanien gik endda så langt, at han kaldte komiteen for ”the most cynical and lamentably dishonest group that history has known” (Beevor 2006, p. 149) og Winston Churchill beskrev den senere som ”an elaborate system of official humbug” (Ibid. P.338). Men to magtfulde lande med ideologiske interesser i borgerkrigens udfald, valgte at overholde aftalen, nemlig Storbritannien og Frankrig. Hensigten med denne opgave er derfor, at undersøge hvad der fik de to lande til at indgå og overholde ikke-interventionsaftalen i forbindelse med den spanske borgerkrig, på trods af at det hurtigt blev næsten normen at bryde den. Af pladshensyn vil fokus primært være på Frankrig og de politiske omstændigheder som lå bag premierministrenes beslutninger om, at underskrive og overholde pagten. Sekundært fokuseres på Storbritannien og dets politiske effekt på Frankrig. Problemstillingen er interessant, fordi den handler om hvad der sker når to demokratiske lande med tætte bånd, har modstridende interesser i en strid som udspilles militært. Casen er således et godt eksempel på hvordan militært funderet udenrigspolitik ikke udelukkende drives af hård ”realistisk” magtpolitik, men også af indenrigs- og udenrigspolitiske ideologier og præferencer.

At diskutere historiske emner kræver en særlig respekt for den situation som periodens aktører handlede indenfor, fordi det er let at benytte vores efterfølgende viden til at være bagklog og bedrevidende om hvordan de implicerede parter dengang burde have ageret, for at opnå deres ønskede resultat. Eksempelvis er det let at bebrejde økonomiske interesser for at have ført appeasement-politik mod fascismen, i en periode hvor anden verdenskrig endnu ikke havde hærget Europa. Jeg forsøger derfor, at være tro mod periodens oplysningsmæssige kontekst, ved at undgå at inddrage information som ikke med rimelighed kunne antages at være datidens politikere i hænde.

I afsnit to nævnes analysens bagvedliggende teoretiske værktøjer. I afsnit tre beskrives den politiske situation i Frankrig og Storbritannien, og analysens relevante historiske udvikling opsummeres kortfattet. I Afsnit fire foretages selve analysen, hvor det diskuteres hvad der medførte skiftende franske politikker på det udenrigspolitiske område. I afsnit fem opsummeres analysens foregående afsnit i en samlet konklusion.

2.0 Hypotese og teoretisk værktøj

Med udgangspunkt i Alllison og Zelikows grundlæggende præmisser om politiske ageren (Allison 1999 p.13), søger jeg at forklare udviklingen i Storbritanniens og Frankrigs ageren under den spanske borgerkrig, ved at fokusere på de politiske aktørers mål og beregninger af, hvorledes de selv bedst mente at kunne opnå disse mål. Det gøres således ved en forventning om, at disse beregninger er baseret på mere eller mindre bevidste forsøg på værdimaksimering hos agenterne. For at kunne vurdere hvilke træk der ville give det mest værdimaksimerende udfald, fokuseres specifikt på aktørernes mål, alternativer og de mulige konsekvenser af aktørernes beslutninger (Ibid. pp.18), for videre at kunne benytte disse tre faktorer i en mere konkret analyse af hvad der lå til grund for aktørernes valg. Denne rational-choice teori ligger til grund for min fortolkning af alle aktørernes handlinger i analysen men af hensyn til opgavens omfang, lægges fokus primært på den franske premierminister.

Der er mange forfattere som har beskæftiget sig med denne form for rationel ageren og det er ikke hensigten at diskutere teorierne overfor hinanden eller deres validitet, men derimod at benytte dem som værktøj til at analysere empiriske observationer. Som teoretisk grundlag for mine antagelser om aktørernes specifikke præferencer, tages som førnævnt udgangspunkt i Graham Allison og Philip Zelikows forståelse af det rationelle menneske. Disse grundlæggende præmisser kombineres med en individorienteret variation af Kåre Strøms (1990) opdeling i tre former for politisk adfærd, vedrørende de franske premierministres afvejning af fordele og ulemper ved henholdsvis at bryde eller indgå og overholde ikke-interventionspagten. Strøm definerer disse tre handlingsbegreber, som han sætter i en parti-orienteret kontekst: Vote seeking, hvor partiet søger at maksimere antallet at stemmer og sandsynligheden for at opnå genvang. Office seeking, som omhandler forsøget på at maksimere kontrol over regeringen og andre politiske sæder. Samt policy seeking, hvor partier søger at maksimere indflydelsen på den førte politik (Strøm 1990 pp.566). Empirien fra denne case tyder på, at de franske partier ganske vist fokuserede på at blive valgt, men at det især handlede om at gennemføre de ønskede politikker. Jeg baserer blandt andet dette argument på, at Front Populaire netop var en bred koalition af flere forskellige partier med mange forskellige værdier. Det som de dog havde til fælles, var de antifascistiske holdninger og ønsket om forhindre økonomisk depression, hvilket tyder på, at koalitionens partier havde som primære fokus at gennemføre disse politikker, muligvis med mindre interesse i hvilket parti der fik stemmerne eller hvem der sad på bestemte ministerposter.

På baggrund af denne tilgang er det min overordnede formodning, at skiftende franske premierministre agerede ud fra tre grundprincipper: De var (1) rationelt, individuelt egennyttemaksimerende, i den forstand at de sigtede mod den sikreste mulighed for at forblive i sædet som premierminister. Samtidig besad de (2) rationelle, utilitaristiske værdier, som bød dem at tage hensyn til landets økonomiske og sikkerhedsmæssige situation. Det er min opfattelse at disse to principper grundlæggende var ensartede mellem de skiftende premierministre, men at de endvidere hver især (3) besad varierende ideologiske tilgange til borgerkrigen i Spanien. Overfor de franske premierministres præferencer stod et eksternt pres fra den britiske regering, samt et internt pres fra den franske højrefløj, som havde interesse i at afholde Frankrig fra at deltage i borgerkrigen. Denne effekt viser sig at have haft en betydelig indflydelse på den Franske udenrigspolitik. Analysen viser at den britiske indflydelse på området meget vel kunne have været den lille forskel, som pressede Frankrig til så vidt muligt at overholde pagten. Årsagen til denne opfattelse af fransk udenrigspolitik diskuteres nærmere i analyseafsnittet.

Analysen er således baseret på rational-choice teorien om, at aktører handler rationelt og nyttemaksimerende, men der tages højde for at aktørerne ikke altid er fuldt oplyste, og derfor kan træffe, for dem, inoptimale beslutninger. Derfor vil analysedelen også involvere tilfælde af inoptimale, men rationelt funderede, beslutninger og deres mulige effekt på skiftende franske politikker på det udenrigspolitiske område. På baggrund af disse hypoteser, finder jeg det forventeligt at Frankrigs udenrigspolitiske tilgang til intervention/ikke-intervention i den spanske borgerkrig, var formet af den, til enhver tid givne situation, som Frankrig og dets premierminister befandt sig i. Effekten af denne situation på den første politik søges således afdækket ved, at analysere følgende tre grundlæggende punkter:

• Hvor premierministrenes sympati lå, i forbindelse med krigens parter
• Hvad der var premierministerens største trussel mod hans embede
• Hvilken beslutning der var bedst for Frankrig, på et politisk og økonomisk plan

2.1 Begrebsdefinition

I løbet af analysen benyttes begreberne højre- og venstrefløj. Dette er som bekendt blevet brede begreber som kan dække over mange forskellige værdier og politiske dimensioner. Det er ikke min hensigt at diskutere disse begreber nærmere, men alene af praktiske årsager at benytte dem som en pragmatisk definition af de to fløje som udviste interesse i de franske og britiske udenrigspolitikker.

”Højrefløjen” defineres her som den stærkt konservative gruppe, som i forskellige grader enten sympatiserede med den fascistiske ideologi, eller som minimum vægtede den højere en de socialistiske idealer, som store dele af den spanske republiks regering stod for.

”Venstrefløjen” skal forstås som en bred skare af antifascister. Det drejer sig om kommunister, anarkister, socialdemokrater og demokrativenlige liberalister. Denne gruppe er især svær at arbejde med, fordi den indeholder både totalitaristiske kommunister og antiautoritære liberalister. Det som bandt gruppen sammen, var deres modstand mod Franco, Hitler og Mussolini.

2.2 Metode

Opgaven bygger på et studie med Frankrigs premierminister som analyseenhed, da denne havde direkte indflydelse på beslutningsprocessen i forbindelse med landets spanienspolitik. Mange andre aktører havde en relevant indflydelse på den franske udenrigspolitik, men af hensyn til opgavens begrænsede omfang, diskuteres andre relevante aktører kun perifert, eller i det omfang de havde en indflydelse via premierministeren. Da analysen omhandler Frankrig og Storbritannien, berøres selve konflikten i Spanien kun, hvor det er relevant i forbindelse med den førte politik i analysens to lande.

Den tidsmæssige afgrænsning er en naturligt identificeret periode fra borgerkrigens start i 1936 til dens afslutning i 1939, dog med enkelte henvisninger til historiske forhold mellem Frankrig og Storbritannien. Analysen er primært baseret på historisk materiale omhandlende fransk og britisk uden- og indenrigspolitik i perioden 1936 – 1939, herunder historiske afhandlinger, biografier, taler og kvantitativt data. Det gøres både for at danne et overblik over hvilken politisk situation Frankrig og dets premierminister stod overfor, men også for at undersøge hvordan premierministeren selv så på situationen.

Opsummeret er analysen baseret på en rational choice-teori, med fokus på den franske premierminister, hans interesser og det politiske pres han blev udsat for. Opgavens forskningsdesign er derfor konstrueret således, at jeg først søger at definere de franske premierministres forskellige interesser, for således at kunne diskutere deres ageren, på baggrund af de givne situationer og individuelle præferencer. Herefter diskuteres det i hvilken grad den franske spanienspolitik var formet af franske, britiske og individuelle præferencer.

3. 0 Storbritanniens og Frankrigs situation under den spanske borgerkrig

I dette afsnit beskrives den politiske situation i henholdsvis Storbritannien og i Frankrig. Efterfølgende opsummeres borgerkrigen og de relevante milepæle, for således at give et nødvendigt overblik over casen.

3.1 Storbritannien

Både den britiske premierminister, Stanley Baldwin, og hans regering var ledet af stærkt konservative kræfter, som frygtede kommunismens spredning til Vesteuropa. I deres øjne var dette den største trussel og de var villige til at gå langt, for at forhindre den i at sprede sig til Vesteuropa. Samtidig var der i både regeringen og blandt den politiske elite en udbredt sympati for fascistiske idealer og for Franco (Podmore 1998, p.7). Endvidere havde Storbritannien økonomiske interesser i Spanien, både i kraft af handel og i form af britisk-ejet ejendom i Spanien. I fald den spanske regering skulle vinde krigen og gennemføre nationalisering eller kollektivisering af ejendom (Pedersen 2005, p.87) ville det have haft en betydelig negativ effekt på den britiske økonomi. Da borgerkrigen brød ud i Spanien, var det derfor en udbredt opfattelse blandt den politiske elite, at sejren helst skulle falde ud til fordel for de spanske fascister, både af økonomiske og af ideologiske årsager. Endvidere indikerer historisk materiale, at regeringen var overbevist om, at Storbritannien på daværende tidspunkt ikke havde ressourcer til at bekæmpe Tyskland, hvis en intervention i Spanien skulle føre til en krig mellem de to nationer (Ibid. p.87) – En faktor som yderligere kan havde styrket holdningen, også blandt de mere moderate briter, om, at en proxykrig på spansk jord, med italienske, spanske og tyske soldater som modstanderne, ikke ville være hensigtsmæssig.

Der var dog også briter som ønskede en konfrontation med fascismen, og da Tyskland og Italien brød med ikke-interventionspagten, reagerede især den britiske venstrefløj stærkere i deres modstand mod fascismen, og flere britiske venstreorienterede ønskede at involvere sig aktivt. En del kommunister men også Labour-folk deltog derfor i de internationale brigader, ved at rejse til Spanien og kæmpe på republikkens side. Denne udenomsparlamentariske krigserklæring blev dog hurtigt forbudt, da regeringen genindførte ’The Foreign Enlistment Act’ og ’Merchant Shipping (Carriage of Munitions to Spain) Act’ i 1936 (Alpert 1994, p.89); to love hvis formål var, at forhindre virksomheder i at handle med den spanske republik og frivillige i at rejse dertil.

3.2 Frankrig

Sammenlignet med Storbritannien, var den franske regering mere centrum-venstreorienteret. Regeringen bestod af medlemmer af Front Populaire; en bred koalition af partier, fra kommunister, over socialdemokrater til det mere borgerlige Radikale parti. Koalitionen var primært baseret på et antidepression og antifascistisk fundament (Jackson 2004, p.115), endvidere var den meget tæt forbundet med den spanske koalition af samme navn, og havde stærke sympatier med den spanske republik.

Gennem historien havde Storbritannien og Frankrig adskillige konfrontationer, og deres forhold til hinanden havde ikke altid været lige idyllisk. Men i perioden op til Første Verdenskrig var de to landes forhold bedret betydeligt, og da krigen brød ud kæmpede de på samme side som deltagere i Ententemagterne. Efter krigens afslutning opstod der stadig diplomatiske forviklinger, men de to lande blev i højere grad afhængige af hinanden, både i form af handelssamarbejde og militær alliance. Der var allerede i starten af 1930erne en vis frygt for tysk aggression og uden britisk hjælp, forventede man at det ville være meget sværere for Frankrig at klare en krig med Tyskland, hvilket den franske regering var særdeles bevidst om (Jackson 2000, p. 244). På den anden side havde Frankrig og Storbritannien haft flere handelskonflikter som havde sået frøet til en mere individuel Fransk sikkerhedspolitik, og set fra at strategisk perspektiv, ville et fascistisk Spanien udgøre en seriøs trussel mod fransk sikkerhedspolitik, ikke mindst fordi størstedelen af landets grænse dermed ville være mod fascistiske regimer. På den ene side havde Frankrig således interesse i at være allieret med Storbritannien, da en krig med Tyskland ikke forventedes at kunne vindes uden britisk støtte og vise versa (Pedersen 2005, p.88). På den anden side havde de også en betragtelig interesse i at undgå opblomstringen af endnu en fascistisk nabo.

Frankrig og Storbritannien havde endvidere det tilfælles, at de begge var liberale demokratier med mange fælles værdier. Dog med forskellige politiske placeringer på den traditionelle højre/vestre skala. Hvor den britiske regering var konservativ og med en betydelig sympati for fascistiske ideologier, så var den franske regering mere splittet, men med klare venstreorienterede og kommunistiske sympatier.

Frankrig var endvidere i betydelig grad økonomisk afhængigt af Storbritannien. Blandt andet kom en stor mængde kul derfra, og en stor del af landets øvrige handel var ligeledes med deres nordlige allierede. Desuden havde Frankrig brug for britisk hjælp til at beskytte havnene, hvorigennem mere end 50 % af deres importvarer kom (Shamir 1989, p.16). Opsummeret, var der derfor ideologiske og forskelle mellem de to lande, men også en gensidig politisk, militær og handelsmæssig tilknytning.

3.3 Krigen i korte træk

Da borgerkrigen brød ud i Spanien lovede den nyvalgte franske premierminister, Léon Blum, at sende fly, artilleri og ammunition til republikanerne, og han nåede også at indgå en aftale med Spaniens daværende premierminister, José Giral. Inden udleveringen blev effektueret kom aftalen dog mindretal i regeringen (Skovmand 2003, p.415), samtidig med at han blev presset af både den britiske højrefløj og medlemmer af det franske kabinet til at omgøre aftalen.

Blum og Baldwin blev herefter enige om en løsning som skulle sikre at ingen ville blande sig i borgerkrigen, hvorefter de iværksatte initiativet Ikke-interventionspagten. Pagten blev underskrevet af 27 lande, herunder Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Sovjetunionen og Italien. Men kort efter aftalens indgåelse blev den overtrådt da alle udenlandske interesser, med undtagelse af Frankrig og Storbritannien, påbegyndte massive forsendelser af både våben, materiel og information til støtte for konfliktens parter. På grund af den våbenembargo som Storbritannien (og til dels USA) havde iværksat, kunne den spanske regering kun modtage materiel hjælp og købe våben fra Sovjetunionen, hvoraf store dele af det modtagne materiel blev købt til en høj pris, hvilket tærede betydeligt på de spanske guldreserver. Selvom Mexico også sendte nogle våben, var det samlede bidrag dog meget lille. Modsat modtog Franco langt mere støtte fra sine allierede i Tyskland, Italien og Portugal. I bilag 1 opsummeres den samlede udenlandske støtte til borgerkrigens parter, for således at give at indtryk af den militære skævvridning der opstod som konsekvens af landenes brud på aftalen.

Måske netop på grund af denne skævvridning blev Ikke-interventionspolitikken heller ikke accepteret af den yderste venstrefløj i Frankrig og Storbritannien, som derfor ønskede at sende tropper til Spanien. Blandt andet derfor blev Blum udsat for massivt pres fra kommunisterne i form af omfattende demonstrationer. Af frygt for at der skulle opstå revolution i Frankrig valgte Blum derfor at fratræde som premierminister den 22. juni 1937 (Jackson 1990 p.274). Herefter overtog den Radikale Ministre d’État (minister uden portefølje), Camille Chautemps premierministerposten efter Blum. Især de franske kommunister var opsatte på at bidrage til den spanske republik, de begyndte derfor at sende adskillige tusinde mand over grænsen til Spanien, som deltagere i de internationale brigader. Men da Chautemps i januar 1938 lukkede grænsen (Dunthorn 1999, p.108), vendte venstrefløjen deres utilfredshed mod ham. I marts 1938 støttede dele af venstrefløjen derfor igen Blum, som tilkendegav ønske om at opbygge et stærkt forsvar mod fascismen.

Blums anden regeringsperiode varede dog ikke længe. Trods forsøg på at involvere højrefløjen var hans antifascistiske retorik i uoverensstemmelse for store dele af den franske centrum-højrefløjs værdier (Jackson 2004, 115) og hans åbne grænse til Spanien kunne ikke skabe tilstrækkelig opbakning til at fastholde posten som premierminister. Allerede i april blev Blum derfor væltet og Edouard Daladier overtog posten. Daladier var centrum-venstreorienteret og hans Radikale parti var del af Front Populaire, men han selv var modstander af fransk deltagelse i borgerkrigen og delte langt hen af vejen udenrigspolitiske holdninger med Neville Chamberlain, som i 1937 havde afløst Baldwins post som premierminister i Storbritannien.

Opsummeret ønskede den venstreorienterede Léon Blum således, at støtte republikanerne ved at intervenere i borgerkrigen, men han ønskede også at fastholde et godt forhold til Storbritannien og forblive på posten som premierminister, hvorfor han var nød til at være opmærksom på presset fra centrum-højre. I begge lande måtte venstrefløjen derfor handle udenomsparlamentarisk, ved selv at arrangere frivillige brigader. I Frankrig, hvor geografien (tæt ved Spanien) og en større del af parlamentet var placeret på venstrefløjen, lykkedes det i noget højre grad at sende støttetropper til Spanien, mens det var sværere i Storbritannien, både på grund af den geografiske afstand og den strengere kurs mod spaniensfrivillige, som var udstukket af den borgerlige britiske regering. Da hverken Blum eller Chautemps var i stand til at fastholde et stabilt flertal bag sig, skiftede Frankrig flere gang premierminister og det endte med, at Daladier overtog posten og fastholdt landet i en ikke-interventionalistisk politik.

Den 1. april 1939, året efter Daladier havde overtaget posten som premierminister, sluttede borgerkrigen i Spanien, med Franco som sejrherre.

4. 0 Den lange vej mod politisk stabilitet

Ved hjælp af de i afsnit 2 nævnte handlingsteorier, diskuteres i dette afsnit hvilke overvejelser der kunne have ligget til grund for de beslutninger som de skiftende franske regeringer foretog.

Da den spanske republik var ledet af centrum-venstrefløjen, ønskede især de franske kommunister og socialister at støtte republikken. Derimod havde den spanske republik skabt fjender blandt højrefløjen, både på grund af den venstreorienterede regering, men også på grund af udbredte rygter om drab på spanske gejstlige. Men da den franske højrefløj var i betydeligt mindretal i parlamentet havde de ikke store udsigter til en fransk deltagelse på de spanske fascisters side. Deres fokus var derfor i højere grad at sørge for, at der som minimum ikke opstod en intervention til fordel for den spanske republik. Som nævnt tidligere, havde også den britiske regering åbenlyse interesser i at forhindre Frankrig i at deltage i krigen, blandt andet fordi det ville være til skade for de spanske fascister.

Hvor det blandt højrefløjen i både Frankrig og Storbritannien var vigtigt at undgå deltagelse, var det derimod anderledes hos venstrefløjen, som søgte en mere aktivistisk udenrigspolitik. Den franske venstrefløj vidste at en eventuel intervention ville være på republikkens side, og at dette ville virke som modvægt overfor den relative militære ulighed som den samlede udenlandske deltagelse medførte. Da ikke-interventionspagten blev indgået havde venstrefløjen derfor mere at tabe ved at overholde pagten, mens højrefløjen havde mere at vinde, på grund af den massive støtte til Franco fra Tyskland og Italien i forhold til den langt mindre støtte fra Rusland, Mexico og diverse spaniensfrivillige til republikanerne.

På baggrund af disse forskellige mål, havde Frankrig og Storbritannien hver især to muligheder: De kunne vælge at samarbejde om ikke-intervention eller at handle individuelt. Hidtil har jeg argumenteret for hvorfor Storbritannien ikke ønskede at deltage og hvorfor de samtidig ønskede at undgå fransk intervention. En årsag som var ideologisk i form af bred sympati med nationalisterne blandt eliten, samt en udbredt antimilitaristisk holdning hos befolkningen. Den britiske regering havde endvidere interesse i at undgå fransk intervention, fordi en sådan intervention ville være til fordel for den Spanske republik og dermed til ulempe for britiske interesser.

Kåre Strøms handlingsvariable (Vote seeking, office seeking, policy seeking) er defineret på baggrund af partiers ageren, som jeg argumenterer for også er anvendelige i en individorienteret kontekst. Det er således min hypotese, at disse tre handlingsbegreber kan forklare individuelle handlinger, herunder de franske premierministres. I denne case lægges der især vægt på office- og policy-seeking, fordi det franske parlamentsvalg lige var blevet gennemført ved borgerkrigens påbegyndelse, hvor vælgerne havde givet deres utvetydige mandat til det tværpolitiske Front Populaire, hvilket gav koalitionens medlemmer rigeligt spillerum at arbejde indenfor. Ministrenes politikker var med andre ord primært baseret på en kombination af office-seeking og policy-seeking. Det er derfor min hypotese at Blum, Chautemps og Daladier (indenfor Front Populaires grænser) primært søgte at fastholde deres positioner som premierministre, samt at opnå størst indflydelse på den førte politik, herunder i relation til den spanske borgerkrig

I de følgende underafsnit diskuteres de franske premierministres incitamenter for henholdsvis at indgå ikke-interventionssamarbejdet eller bryde det. Incitamenterne er baseret på et rational choice fundament, hvor fordelene og ulemperne ved at bryde eller fastholde aftalen opridses og stilles op overfor hinanden. Overfor de franske værdier, opstilles de britiske der, som tidligere anført, havde interesse i at samarbejde om ikke-interventionspagten for blandt andet at undgå diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Frankrig, samt en relativt stærkere pro-Franco støtte.

4.1.1 Indgåelse af ikke-interventionsaftalen (juni 1936 – marts 1938)

Da den franske regering var baseret på en antifascistisk koalition, var der væsentlige ideologiske interesser i at forhindre Fascisterne i at overtage magten fra den demokratiske regering i Spanien. Som udgangspunkt var det derfor naturligt, at Blum lovede betydelige bidrag i form af våben og ammunition til den spanske republik. Men som nævnt i afsnit tre, havde Frankrig samtidig både økonomisk, militær og politisk interesse i at opretholde et godt forhold til Storbritannien. Ved borgerkrigens begyndelse bestod et godt forhold i at undgå at bryde med den britiske regerings politik i en grad som betød at samhandlen ville ophøre, og at den militære alliance ville falde fra hinanden. Da Baldwin foreslog en aftale om ikke at intervenere, stod Blum derfor i en situation hvor han skulle vælge mellem at sætte de fransk-britiske relationer over styr, eller om han skulle modarbejde den politik som Front Populaire stod for. Hvis han indgik aftalen, ville han således undgå diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Storbritannien. Men hvis han ikke indgik aftalen men derimod sendte støtte til den spanske regering, ville han kunne bidrage til en relativt stærkere republikansk styrke i Spanien, hvilket var i overensstemmelse med Blums ideologiske ståsted. Den tredje faktor som derfor spillede ind på beslutningsprocessen, var risikoen for at blive afsat. Front Populaire var en bred organisation som også var baseret på støtte et stykke ud på centrum-højrefløjen. En direkte støtte til den spanske republik, kunne meget vel være udslaget som ville få koalitionen til at falde sammen og dermed ham afsat som premierminister.

Blum havde således interesse både i at undgå diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Storbritannien, og undgå at blive afsat af centrum-højrefløjen. Hans interesse i at afvise aftalen, var derimod primært baseret på ønsket om en relativt stærkere republikansk styrke. Da Blum som udgangspunkt ønskede at støtte den spanske republik, nåede han at indgå en aftale med Spaniens daværende premierminister, José Giral. Men aftalen kom i mindretal i den franske regering (Skovmand 2003, p.415) og da han samtidig blev presset af både den britiske højrefløj og medlemmer af det franske kabinet til at ændre holdning, tyder det på, at Blum herigennem blev overbevist om både den indenrigs- og udenrigspolitiske risiko ved at afvise Baldwins forslag om neutralitet. Blum vægtede med andre ord sin office-seeking strategi højere end ønsket om at føre aktiv venstreorienteret politik på det udenrigspolitiske område.

Men efter at havde indgået ikke-interventionsaftalen, iværksatte den yderste venstrefløj demonstrationer og pressede Blum så hårdt, at han valgte af gå fra posten den 22. juni 1937. Blums forsøg på at tilfredsstille højrefløjen og Storbritannien indikerer således at han havde nedvurderet truslen fra venstre. Hans beslutning om at indgå aftalen om ikke-intervention fremstår derfor som rationel og egennyttemaksimerende, men hans manglende indsigt i konsekvenserne af sin beslutning, indikerer at resultatet ikke faldt ud som han forventede. På den anden side er det muligt at Blum stod i en situation som han ikke kunne vinde. Havde han afvist Baldwins forslag, kunne han muligvis have endt med at blive afsat af den franske centrum-højrefløj. En anden konsekvens af at undgå samarbejde med Storbritannien, var risikoen for betydelige økonomiske konsekvenser som en mulig britisk handelsbarriere ville havde medført. Blum var derfor nødsaget til ikke alene at fokusere på Front Populaires antifascistiske fundament, men også på dets økonomiske vækstprojekt; to mål som umiddelbart var meget svære at forene i den daværende situation. Det er med andre usikkert om Blum reelt traf den ”forkerte” beslutning, fordi han ikke var bevist om beslutningens konsekvenser, eller om han sad i en håbløs ”doomed if you do, doomed if you don’t”-situation.

Premierministerposten blev herefter overtaget af Camille Chautemps, som i første omgang åbnede den sydlige grænse. Men da det begyndte at strømme ind i Spanien med især kommunistiske frivillige, lukkede han grænsen og gjorde det dermed betydeligt mere omstændigt for de franske frivillige at deltage i borgerkrigen. Kort efter genindsatte den franske venstrefløj derfor Blum som premierminister, da han havde talt for at bryde med ikke-interventionsaftalen og at genåbne grænsen til Spanien, underforstået så de frivillige kunne deltage i kampen mod de spanske nationalister. I Næste afsnit analyseres således Blums meget korte anden periode, og hvad der fik ham til at ændre holdning til fransk deltagelse i borgerkrigen.

4.1.2 Den åbne grænse (marts 1938 – april 1938)

Da venstrefløjen tidligere havde afsat Blum fra sin post på baggrund af hans uvilje mod at bidrage til den spanske republik, måtte han nu anerkende kommunisternes politiske magt og konsekvensen ved at overse det antifascistiske projekt, hvormed hans incitamentsstruktur ændrede karakter. Han skulle på den ene side undgå igen at blive udsat for kommunisternes modstand, hvis han ønskede at blive siddende på magten. På den anden side skulle han også undgå at agere i modstrid med ikke-interventionsaftalen, da det ville skabe konflikt med Storbritannien og dermed sætte de førnævnte politiske, handelsmæssige og militære relationer over styr. Disse to modstridende præferencer udgjorde derfor et alvorligt dilemma for premierministeren. Endvidere var Blum stadig overbevist socialist og hans ideologiske ståsted bød ham at gribe ind overfor de spanske fascister.

Klogere af erfaring ændrede hans politik sig derfor således i hans anden regeringsperiode, at han åbnede for grænsen men undlod at foretage en statslig intervention i Spanien. Fordelen ved at overholde ikke-interventionsaftalen var således stadig, at han undgik diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Storbritannien. Men efter at venstrefløjen nu havde vist sin magt til både at få ham og Chautemps afsat, var fordelen ved at holde grænse åben, og derved delvist at bryde hvad der må kunne anses som aftalens ånd, at han kunne tilfredsstille socialisterne og samtidig følge sin egen og Front Populaires antifascistiske ideologi, ved indirekte at bidrage til den republikanske styrke i Spanien. Den åbne grænse skulle således opfylde både hans egne ideologiske ønsker, og samtidig bidrage til at mindske risikoen for igen at blive afsat af venstrefløjen.

Blum havde derfor et overvejende incitament for at agere på en måde som var i modstrid med ikke-interventionsaftalen. Her var det en fordel at den åbne grænses politik kunne siges at bevæge sig i ikke-interventionsaftalens gråzone, eftersom at den franske stat ikke direkte involverede sig i selve konflikten. Da det ikke ville være officielle franske soldater som deltog, havde Blum således forsøgt at indgå et kompromis mellem højre- og venstrefløjsinteresser: Kommunisterne havde fået en indrømmelse, som gav dem mulighed for at sende folk til Spanien, mens Storbritannien og den franske højrefløj kunne vælge at se på bruddet med mildere øjne end hvis franske soldater var blevet beordret til Spanien. Men Blum havde undervurderet højrefløjens interesse i at undgå fransk indblanding, og hans forsøg på balancegang mellem samarbejde og ikke-samarbejde førte alligevel til hans fald, da det politiske centrum ikke længere var villig at danne flertal bag ham, og han derfor igen måtte afgå som premierminister.

4.1.3 Grænsen lukkes og borgerkrigen sluttes (April 1938 – 1939)

Efter Blums fald, lykkedes det for Édouard Daladier at samle et flertal bag sig som ny premierminister, et flertal som denne gang ikke inkluderede socialisterne. Ligesom Blum var Daladier overbevist antifascist, hans parti var ligeledes medlem af Front Populaire, og ved borgerkrigens begyndelse havde han været ivrig fortaler for, at Frankrig skulle intervenere i Spanien (Alpert 2004, p.14). Men Daladier var ikke socialist af ideologi, og i perioden efter 1936 ændredes hans holdning til Spaniensspørgsmålet så da han dannede regering i april 1938, var det på baggrund af et flertal udenom socialisterne og med den konservative Georges Bonnet som udenrigsminister. På dette tidspunkt var både Daladier og Bonnet enige i Chamberlains appeasement-politik (Ibid 2004, p.165) og dermed modstandere af både direkte og indirekte fransk intervention i Spanien.

På linje med Blum var Daladier både office- og policy seeking: Han ønskede at undgå diplomatisk og handelsmæssig konflikt med Storbritannien, følge sin egen ideologiske overbevisning og samtidig undgå at blive afsat. Men Daladier havde den betydelige strategiske fordel i forhold til Blum, at han ikke skulle tilfredsstille både højre og det yderste venstre. Derfor kunne han agere i henhold til sine egne og centrum-højrefløjens præferencer, uden at skulle bekymre sig om kommunistisk og socialistisk mistillidsvotum. Samtidig ville en overholdelse af ikke-interventionsaftalen betyde, at Daladier handlede direkte i overensstemmelse med egen appeasement ideologi. En betydelig risiko ved at indgå og overholde ikke-interventionsaftalen havde for Blum været, at han modsatte sig venstrefløjens ønsker, men da Daladier havde været i stand til at danne regering helt uden om socialisterne, var dette ikke et risikomoment han behøvede at kalkulere med. Han havde med andre ord intet at vinde ved helt eller delvist at bryde aftalen, mens han havde alt at vinde ved at overholde den. Daladiers mulighed for at danne regering hen over midten og uden støtte fra det yderste venstre, skabte således stabilitet omkring premierministerposten, fordi det havde minimeret risikoen for at blive afsat af den venstrefløj som tidligere havde afsat både Blum og Chautemps. Daladier kunne derfor primært fokusere på hensynet til den moderate venstrefløj og centrum-højrefløjen, hvilket skabte mere sikkerhed om hans politiske situation. Da han selv var ideologisk modstander af deltagelse i den spanske borgerkrig kunne han føre en udenrigspolitikpolitik som var på linje med hans eget ideologiske ståsted og han kunne opretholde et godt forhold til Storbritannien.

Opsummeret, sad Daladier i en noget lettere situation end Blum havde siddet i gennem sine to perioder som premierminister, fordi han ikke havde behov for at afveje ideologi, private politiske aspirationer og Frankrigs militære, økonomiske og diplomatiske interesser op mod hinanden. Der blev herved endeligt dannet en stabil ligevægt i form af samarbejde om ikke-interventionsaftalen. Højrefløjens interesser havde dermed skabt stabilitet, på trods af at valget i 1936 var faldet ud til fordel for venstrefløjen. Endvidere var krigen på daværende tidspunkt ved nå sin ende, hvormed der ikke længere var same incitament for venstrefløjen for igen at presse på, for at få Frankrig involveret i Spanien.

5.0 Konklusion

Uoverensstemmelsen i forbindelse med den spanske borgerkrig handlede grundæggende ikke om franske versus britiske interesser, men om højre- versus venstrefløjsinteresser og om personlige interesser hos den franske premierminister. Men Frankrig og Storbritannien var opdelt således, at hvert land var regeret af hver sin fløj, hvilket fik en indflydelse på de to landes tilgang til borgerkrigen.

Én ting som begge lande havde til fælles var, at de ikke ønskede at slås med hinanden; der var derfor ikke interesse i, at franske og britiske soldater skulle stå overfor hinanden i en kamp på spansk grund. Dette alene gav begge lande et incitament for at indgå ikke-interventionspagten. Men de to tidlige premierministre, Léon Blum og Camille Chautemps’ beslutninger, var samtidig stærkt præget af både deres egne ideologiske overbevisninger og af det pres som blev skabt af den yderste venstrefløj. De var derfor nødsaget til at forsøge en balancegang mellem egne interesser og Frankrigs økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser. Denne balancegang kunne meget vel have været en vigtig faktor som fik de franske premierministre til aldrig åbent at bryde med ikke-interventionsaftalen. Men samtidig var det også en balancegang som ikke skabte politisk stabilitet, hvorfor Frankrig skiftede præsident hele tre gange i perioden 1936-1938. Først da Edouard Daladier overtog posten blev der skabt stabilitet, fordi hans politiske præferencer var i overensstemmelse med både den britiske regering og et stabilt flertal af det franske parlament.

Det som overvejende afholdt både Frankrig og Storbritannien fra et intervenere, var med andre ord at de to allierede lande var uenige om hvem der skulle støttes. Italien og Tyskland havde derimod den fordel, at de var på baseret på same ideologiske fundament og derfor ikke risikerede at deres intervention i Spanien ville skabe splid mellem de to lande. Hvis den britiske regering ikke havde været modstandere af intervention i Spanien havde Blum undgået at skulle opveje spanienspolitikken overfor forholdet til Storbritannien, hvilket havde rykket på Blums incitamentsstruktur og øget sandsynligheden for en fransk intervention i Spanien. Casen viser således, at de franske premierministre i betydeligt grad have begrænset handlingsfrihed, fordi de var udsat for systemisk såvel som parlamentariske begrænsninger, og at deres politik primært kunne gennemføres, såfremt den var i overensstemmelse med det internationale system og det franske parlament. Dette indikerer, derfor at Storbritannien havde mere magt over Frankrig end vise versa, og at denne magt blev brugt til at gennemføre den britiske regerings ikke-interventionistiske politik. Endvidere konstateres det, at denne magtuligevægt blandt andet skyldtes en kombination af de franske premierministres politiske præferencer og det politisk splittede franske parlament.

Bilag 1: Udenlandske bidrag til borgerkrigens parter.

Kildefortegnelse

Allison, Graham & Zelikow, Phillip (1999). Essence of Decision: Explaining the Cuban Missile Crisis, 2ed. Longman.

Alpert, Michael (1994). A New International History of the Spanish Civil War. New York, USA: Palgrave Macmillan.

Beevor, Antony (2006). The Battle for Spain: The Spanish Civil War 1936-1939. London: Weidenfeld & Nicolson.

Compass. (1996). The Soviet Union and the Spanish Civil War. Adgang: http://www.oneparty.co.uk/compass/compass/com12301.html. Tilgået 2. april 2009.

Hugh Thomas (1961). The Spanish Civil War. New York: Harper.

Jackson, Julian (1990). The Popular Front in France: Defending Democracy, 1934–38. New York, USA: Cambridge University Press.

Jackson, Julian (2004). The Fall of France: The Nazi Invasion of 1940. Oxford: Oxford University Press.

Jackson, Peter (2000). France and the Nazi menace: intelligence and policy making, 1933-1939. Oxford: Oxford University Press.

Leitz, Christian & Dunthorn, David Joseph (1999). Spain in an international context, 1936-1959. New York, USA: Berghahn Books.

Pedersen, Stig (2005). Den spanske borgerkrig: Mellem stormagt og idealisme. København K: Frydenlund.

Podmore, Will (1998). Britain, Italy, Germany and the Spanish Civil War. Edwin Mellen Press Ltd: New York.

Shamir, Haim (1989). Economic crisis and French foreign policy, 1930-1936. Leiden: Brill Archive.

Skovmand, Sven (2003). Politikens verdenshistorie. København: Politiken.

Strøm, Kåre (1990) “A Behavioral Theory of Competitive Political Parties”, American Journal of Political Science, Vol. 34, No 2, May 1990 (p. 565-98)

   Send article as PDF to

Analysen nævner ganske vist, at den gennemsnitlige (ikke alle) DF-vælgere er lavere uddannet. Som akademiker kan jag da også let bekræfte, at der ikke findes mange DF-vælgere på de danske universiteter. Men pointen med denne analyse er ikke, at uddannede mennesker har ret, når de vælger ikke at stemme på DF, men at uddannede mennesker generelt modtager anden information end lavere uddannede og at de generelt tilhører ideologier som ikke stemmer overens med DF – alt sammen noget som har en betydelig effekt på holdningen til selvsamme parti.
Grundtanken er, at jo flere politiske beskeder man modtager, desto mere påvirkes ens holdninger af disse. Uanset uddannelse. Folk som har en stor politisk viden (oftest højt uddannede) er meget svære at overbevise hvis de modtager en politisk besked der er i modstrid med deres ideologiske standpunkt. Men hvis de derimod modtager en besked der er i overensstemmelse den holdning som de allerede besidder, er de meget lettere at overbevise. Modsat er lavt uddannede mere tilbøjelige til at modtage en politisk besked som er i modstrid med deres eget ideologiske fundament, men relativt mere tilbøjelige end akademikere, til at afvise en besked som er i overensstemmelse med deres ideologi.

Akademikere, som i forvejen elsker indvandring, læser generelt Politiken og Information frem for eks. Uriasposten. Information og Politiken bringer mange historier om indvandringens fordele og meget få historier om dens ulemper. Hver gang vedkommende modtager en positiv historie, bliver den slugt og styrker hans positive holdning til indvandrere. Når han en sjælden gang imellem læser en negativ historie om indvandringen, bliver den derimod gerne forkastet eller forsøgt bortforklaret. Netop på grund af denne effekt, ser man mange DF-kritikere blandt akademikere. Ikke fordi de er højt uddannede og dermed ved mere, men fordi de oftest er let påvirkelige modtagere af indvandrerpositiv og DF-kritisk information.

Sagt på en anden måde: Hvis du er højt uddannet er du ofte modtager af store mængder indvandrerpositiv information. Du læser Politiken og Information, dine venner stemmer på de Radikale osv.
Hvis du er lavere uddannet læser du medier der i højere grad nævner det negative ved indvandringen og din omgangskreds består i højere grad af mennesker der ideologisk er mere kritiske overfor indvandrere. Derfor bliver du generelt mere DF-venlig.

Der er selvfølgelig altid tale om gennemsnitsværdier og der findes naturligvis også lavt uddannede som afskyr DF og akademikere der elsker dem.

Følgende er en eksamensopgave jeg skrev i marts.

Indholdsfortegnelse

• 1.0 Indledning
• 2.0 Begrebsafklaring
• 3.0 Teori og Analysedesign
  • 3.1 Modellen
  • 3.2 Analysens lande
• 4.0 Empiriske resultater
  • 4.1 Danmark
  • 4.2 Komparativ analyse
• 5.0 Konklusion
• Bilag 1 – Udskrift af Zallers model for hvert af analysens 4 lande
• 6.0 Kildefortegnelse

1.0 Indledning

Dansk Folkeparti er et af de nyere partier i Danmark. Det blev dannet i 1995 har siden da haft fremgang ved de fire folketingsvalg som er fulgt siden dets begyndelse. Over en periode på lidt over 10 år gik det fra at være et lille parti som ikke blev spået mange chancer, til at blive landets tredjestørste. En vigtig del af Dansk Folkeparts politik er baseret på partiets holdninger til indvandrere fra ikke-vestlige lande. Men det er ikke kun i Danmark at indvandrerkritiske partier har haft fremgang. I mange europæiske lande er der opstået partier med lignende politiske programmer. Men hvad er det som får vælgerne til at stemme på disse relativt nye partier, som har en dagsorden der mange gange ligger langt fra de etablerede partiers?

John R. Zaller opstiller en teori baseret på modtagelse (reception) og accept af politiske beskeder. Han mener, at graden af tilslutning til en politisk entitet (eks. et parti) afhænger af flere faktorer. Ifølge Zaller afhænger det først og fremmest af hvorvidt man modtager en besked som er i tråd med partiets holdninger. Dernæst forudsættes det, at vedkommende accepterer denne besked. Hvis disse to forudsætninger er opfyldt må det forventes at vedkommende har en betydelig sandsynlighed for at tilslutte sig dette parti. Det er derfor min hensigt at diskutere denne teori i forbindelse med tilslutning til indvandrerkritiske partier, ved at undersøge om Zallers metode også er valid i denne sammenhæng? Jeg vil derfor diskutere hvorvidt, og i hvor høj grad den viden man har, influerer på tilslutningen til Dansk Folkeparti og hvordan ser det ud i andre europæiske lande?

Hypotesen er, at Zallers model også har en forklaringskraft når det kommer til partivalg. At tilslutningen til Dansk Folkeparti og andre indvandrerkritiske partier påvirkes af vælgernes eksterne faktorer såvel som interne, og at disse faktorer varierer mellem landene, men generelt viser tendenser som er i tråd med Zallers teori.

I afsnit 2 vil jeg kort redegøre for de benyttede begreber som benyttes i analysen. I afsnit 3 analysens design og teorien bag. Her vil jeg opsummere Zallers reception-accept teori og beskrive hvorledes den benyttes i denne analyses kontekst. Jeg vil endvidere kort beskrive de lande som jeg har valgt at inkludere i analysen. I afsnit 4 præsenteres de empiriske resultater. Her gennemgår jeg i første delafsnit Danmark og diskuterer forudsætninger for tilslutning til Dansk Folkeparti. Jeg diskuterer endvidere de mulige forskelle mellem intensiteten af indvandrerkritiske beskeder mellem højt- og lavtuddannede danskere. I andet delafsnit benyttes samme fremgangsmåde overfor analysens tre andre lande, her sammenlignes resultaterne i forsøget på at give et generelt billede af tilslutningen til indvandrerkritiske partier i Europa. I afsnit 5 opsummeres analysens vigtigste punkter i en kortfattet konklusion hvor jeg konkluderer, at tilslutningen til indvandrerkritiske partier påvirkes af både reception og accept af disse partiers beskeder, men at det også har en betydning hvorvidt vælgeren i forvejen besidder en holdning for eller imod indvandring.

2.0 Begrebsafklaring

I dette afsnit diskuteres kort de begreber som benyttes i resten af analysen.

Hvad er et indvandrerkritisk parti? Indvandrerkritisk kan defineres på mange måder, og da der ikke findes nogen universel definition af begrebet er det naturligvis til diskussion hvornår der er tale om egentlig indvandrerkritik. Indvandrerpolitik handler dog primært om værdipolitik og kun i mindre grad om økonomisk omfordeling. Et indvandrerkritisk parti kan derfor både være højre- eller venstreorienteret på den økonomiske skala. Jeg definerer derfor alene et indvandrerkritisk parti som et der er kritisk overfor indvandringen til det respektive land. De ønsker at man nedsætter indvandringen fra ikke-vestlige lande og/eller holder indvandringen på et lavt niveau. I afsnit 3.2 præsenteres de, i analysen inkluderede lande og partier og jeg argumenterer kort for årsagen til, at de kan defineres som værende indvandrerkritiske.

I opgaven benyttes løbende begrebet højre- og venstreorienteret, begreber som kan omhandle mange forskellige politiske dimensioner. Med mindre andet er anført benyttes begrebet i en indvandrerpolitisk kontekst. Med ’Højreorienteret’ menes derfor modstander af indvandring, isoleret fra hvor vedkommende placerer sig på andre politiske dimensioner.

Begrebet ’besked’ benyttes i denne sammenhæng som et forsøg på at oversætte Zallers ’message’. Der er altså tale om en form for politisk ladet information, som sendes ud til befolkningen gennem det ene eller andet medie. Endvidere har jeg valgt at benytte det engelske ord ’reception’ frem for det danske ord ’modtagelse’.

3.0 Teori og Analysedesign

Zaller baserer sit teori på fire grundlæggende principper om mennesket:

1. Folk varierer i deres politiske opmærksomhed og dermed i graden af hvor meget de eksponeres for politiske beskeder i medierne
2. Folk er i stand til at reagere kritisk på de argumenter som de støder på, men kun i det omfang, at de er politisk informerede
3. Borgere skaber løbende deres egne holdninger, når de bliver konfronteret med et nyt emne
4. Folk gør størst brug af de idéer der af den ene eller anden grund, giver mest umiddelbar mening for dem.

Logikken bag Zallers model er, at folk som har en bestemt politisk holdning, bliver mere kritiske hvis de støder på information som de finder i modstrid med deres eget verdenssyn og mere modtagelige for samme, hvis det er i tråd med egen holdning. Jo mere politisk oplyste folk er, desto lettere har de ved at gennemskue hvad der er i modstrid eller på linje med deres eget verdenssyn, hvormed det er lettere for dem at afvise beskeden (Zaller 2006, p.121).

Reception (ibid, p.42) er graden af hvor sandsynligt det er, at man modtager den (i dette tilfælde) indvandrerkritiske besked. Den forventes at være positivt korreleret med politisk sofistikation, da informerede mennesker logisk set har større sandsynlighed for at modtage informationen. Accept omhandler sandsynligheden for, at man accepterer beskeden. Denne forventes at være nedadgående fordi det forventes, at man lettere afviser information, hvis man besidder den nødvendige kognitive bagage til at overveje korrektheden af den modtagne besked.

Hvis man modtager meget information og let accepterer det modtagne, er der derfor større sandsynlighed for at man støtter op om det parti, hvis agenda er i overensstemmelse med den modtagne information. Er man derimod afvisende overfor en holdning og samtidig kun modtager den i mindre mængder, er man tilbøjelig til ikke at støtte op om den respektive organisation. Mellem disse yderpunkter findes der forskellige kombinationer af reception og accept, som øger eller mindsker sandsynligheden for denne støtte. Der er dog en sammenhæng mellem disse to dimensioner. Jo mere information man modtager, jo mere kritisk bliver man. Med Zallers ord: “The greater a person’s level of cognitive engagement with an issue, the more likely he or she is to be exposed and to comprehend (i.e. receive) political messages concerning that issue. […] People tend to resist arguments that are inconsistent with their political predispositions, but they do so only to the extent that they possess the contextual information necessary to perceive a relationship between the message and their predispositions’. (Zaller 2006, p.44)”

3.1 Modellen

I dette afsnit beskrives implementeringen af Zallers model nærmere, og de variable som benyttes i analysen beskrives kort.

Modellen som benyttes er som ovenfor nævnt, baseret på Zallers teori og derfor også på den matematiske model som kobles hertil. Teorien er, at sandsynligheden for at en person vil stemme på et indvandrerkritisk parti, afhænger af vedkommendes sandsynlighed for at modtage (reception) partiets besked, gange sandsynligheden for at acceptere beskeden:

(1.0)

Hvor:

Pr(reception)i = Sandsynligheden for at et individ (i) vil modtage en overbevisende besked

Pr(Accept|Reception) = Sandsynligheden for, at individet (i) vil acceptere den overbevisende besked, efter at have modtaget den

Zallers standardmodel er derfor konstrueret således (Zaller 2006, p.139):

(2.0)

Hvor:

a_o = beskedens intensitet

a₁ = styrkeforholdet mellem politisk sofistikation og modtagelse af beskeden

f = floor (minimum) parameter

e = naturlig logaritme

b₀ = besværligheden eller troværdigheden af beskeden

b₁ = sofistikationseffekt på modstand mod overtalelse

b₂ = Predispositionseffekt på modstand mod overtalelse

Data er hentet fra European Social Survey (ESS), round 1. ESS inddrager nye respondenter hver gang de påbegynder en ny runde, hvilket betyder at det ikke er muligt at se på respondenternes individuelle ændring i stemmeafgivelse mellem to valg. Derfor benytter jeg en lidt anden tilgang. I stedet for at måle ændringen over tid, sammenligner jeg respondenterne i forskellige lande, for at undersøge afvigelserne i tilslutning til indvandrerkritiske politikker. Denne tilgang er ikke en klassisk Zaller-metode, da jeg forsøger at sige noget om forskelle i politisk stemmeafgivelse, frem for forandringer i samme. ”Change” skal derfor, i denne kontekst, ses som sandsynligheden for a en vælger stemmer, eller undlader at stemme på et indvandrerkritisk parti, målt på baggrund af hans værdier på de, i analysen inkluderede variable. Med andre ord: Denne analyse fokuserer på geopolitisk forskel i stemmeafgivelse, frem for Zallers klassiske forskel over tid.

I denne analyses kontekst inddrages følgende variable i modellen:

Accept: Immiind – accept af indvandrere. Variablen er baseret på spørgsmålet ”i hvilken grad mener du, [land] bør tillade, at mennesker fra fattige lande uden for Europa kommer og bor her?” Variablen er omkodet fra den oprindelige ’impcntr’-variabel og går på en skala fra -0,5 til 0,5. Hvor -0,5 er meget positiv over for indvandrere, mens 0,5 er meget negativt og 0 moderat. En negativ værdi defineres her som venstreorienteret, mens en positiv værdi defineres som højreorienteret.

Support: dfp – en dikotom variabel, som beskriver hvorvidt respondenten stemte på landets respektive indvandrerkritiske parti til det seneste parlamentsvalg. 0 = Nej og 1=Ja.

Sofistikation: interest2 – Da ESS ikke indeholder data som objektivt kan måle respondenternes politiske viden, benyttes i stedet en variabel som afspejler respondenternes egne vurdering af, hvor interesserede de er i politik. Spørgsmålet er ”Hvor interesseret vi du sige, at du er i politik?”. Variablen er omkodet fra datasættets ’polintr’-variabel og værdierne går fra -0,5 til 0,5. Hvor -0,5 er meget uinteresseret, mens 0,5 er meget interesseret. Brug af denne selvplaceringsvariabel kan indebære nogle usikkerhedsmomenter, da vi naturligvis ikke kan være sikre på, at en respondent som vurderer sig selv til at være højt politisk interesseret, reelt er dette eller reelt forbruger mere information. På grund af datasættets manglende muligheder for objektiv vurdering, vurderes denne variabel dog at være forsvarlig til at give et rimeligt billede for politisk sofistikation da det må formodes at være et betydeligt overlap mellem disse. I analysen benyttes derfor interesse som proxy for politisk viden, med de forbehold dette forudsætter.

Kontrolvariabel: lrslf. Der benyttes en kontrolvariabel i form af respondenternes egne vurdering af deres politiske placering på højre/venstre skalaen. Dette gøres for at korrigere for det betydelige overlap der må forventes at være mellem holdningen til ikke-vestlige indvandrere og ens egen selvplacering på højre-venstreskalaen. Variablen er omkodet fra variablen ’lrscale’ og værdierne går fra -0,5 til 0,5. Hvor -0,5 er meget venstreorienteret, mens 0,5 er meget højreorienteret. Når der i resten af analysen nævnes moderate, højreorienterede eller venstreorienterede vælgere, er det dermed ikke med henblik på politisk ideologi, men kun med henblik på deres indvandrerpolitiske ståsted.

Da standardmodellen ikke giver signifikante korrelationer, fjernes floor-værdien og b₀ sættes lig med a₀. Dette giver en model med højt signifikante værdier. Ved tilføjelse af kontrolvariablen benyttes derfor følgende model i analysen:

(3.0)

3.2 Analysens lande

Herunder beskrives hvert land, hvilke partier som er inkluderet og hvorfor disse partier kan anses for at være indvandrerkritiske. De udvalgte lande er valgt ud fra hvilke europæiske lande der har et klart indvandrerkritisk parti. Af disse har jeg udvalgt 4 lande for at det ikke skal blive for uoverskueligt men stadig give en bred repræsentation af forskellige vesteuropæiske former for indvandrerkritik. Man kan ikke inferere statistisk fra disse fire lande alene, men man kan få et billede som gør det muligt at diskutere Zallers model i forbindelse med valg af indvandrerkritiske partier. Alle landene er derfor vesteuropæiske og har endvidere det tilfælles, at 10 til 15 % af stemmerne gik til et indvandrerkritisk parti i valget forud for analyseperioden, men der er også kulturelle, sproglige og historiske forskelle som kan tænkes at have en indflydelse på respondenternes tilgang til politiske emner.

Det er ikke altid let at identificere de dediceret indvandrerkritiske partier, da mange partiprogrammer overlapper, men jeg præsenterer her de fire landes partier som skiller sig ud ved både at være betydeligt kritiske overfor indvandringen fra ikke-vestlige lande og ved at lægge en del vægt på netop denne del af deres politik. Det kan diskuteres om flere partier kunne være inddraget, men jeg var valgt at begrænse fokus til partier som tydeligt tilkendegiver deres holdninger på området.

Danmark: Første del af analysen er med fokus på Danmark. Analysen er baseret på danskernes holdninger til indvandrere, hvor meget danskerne interesserer sig for politik, og hvad de stemte til Folketingsvalget i 2001. Omdrejningspunktet er Dansk Folkeparti, som har haft fremgang siden partiets begyndelse i 1995 og som i 2001-valget fik deres hidtil største fremgang, fra 13 til 22 mandater. Dansk Folkeparti skriver i deres arbejdsprogram: ”Gennem de sidste årtier af det 20. århundrede har befolkningseksplosionen, den manglende økonomiske og sociale udvikling i den tredje verden samt militære konflikter imidlertid medført en meget stor indvandring til den udviklede verden, herunder til Danmark. Denne indvandring er ikke udtryk for et naturligt samkvem mellem mennesker fra forskellige kulturer. Vandringerne er en ulykkelig følge af, at en række lande uden for den vestlige kulturkreds ikke magter at skabe en bæredygtig udvikling, og at deres samfundsforhold derfor er ude af balance. Dansk Folkeparti mener, at løsningen på disse problemer ikke kan findes i en indvandring fra den tredje verden til Danmark” (Dansk Folkeparti 2007). Dansk Folkeparti ønsker altså at undgå indvandring fra især ikke-vestlige lande til Danmark og fremstår derfor som betydeligt kritisk overfor indvandringen fra fattige lande.

Norge: Fokus er på tilslutningen til Fremskridtspartiet i forbindelse med Stortingsvalget i 2001, hvor partiet fik knap 15 % af stemmerne. Fremskridtspartiet adskiller sig fra Dansk Folkeparti ved at være betydeligt mere liberal på den økonomiske skala, men med en lignende indvandrerpolitik. Fremskridtspartiet mener at behovet for arbejdskraft bør dækkes af nordmænd, og at et eventuelt behov for yderligere arbejdskraft skal opfyldes af indvandrere fra EØS-området (Fremskrittspartiet 2008). Fremskridtspartiet må derfor siges at være kritisk overfor den indvandring fra ikke-vestlige lande, som Norge har oplevet gennem de senere årtier.

Belgien: Belgiens tradition for regionale særinteresser betyder, at der ofte er to partier med lignende holdninger på de fleste politiske dimensioner, men som hver især repræsenterer henholdsvis Flandern og Vallonien, dette er også tilfældet på den indvandrerpolitiske dimension. Lederen af det vallonske Front National, Daniel Féret, blev i 2006 idømt samfundstjeneste for at have udbredt antiislamisk materiale i pamfletter og på partiets website. På det tidspunkt viste en meningsmåling at 9,4 % af den belgiske befolkning ønskede at stemme på partiet (BBC 2006). Front national kritiserer det belgiske system for at have lukket for mange flygtninge og indvandrere ind i Belgien, en politik som partiet ønsker at gøre op med (Front National 2008).

Det flamske Vlaams Blok (senere Vlaams Belang) ønsker ligeledes at begrænse indvandringen blandt andet i form af stop for familiesammenføringer samt udvisninger af et større antal asylansøgere (Vlams Blok 2008). Da begge disse partier er indvandrerkritiske, er både Vlaams Blok og Le Front National lagt sammen i én variabel, der repræsenterer den indvandrerkritiske dimension af belgisk politik. Valget er for det belgiske parlamentsvalg i 1999, hvor de to partier samlet fik 11,5 % af stemmerne.

Østrig: I Østrig er fokus på parlamentsvalget i 2002, hvor Frihedspartiet (Die Freiheitliche Partei Österreichs – FPÖ) repræsenterede den indvandrerkritiske dimension af østrigsk politik. Partiet nævner blandt andet i deres partiprogram, at Østrig ikke bør være et multikulturelt samfund og foreslår begrænsninger af indvandringen (Freiheitlichen Partei Österreichs 2005, p.6). FPÖ fik 10 % af stemmerne.

Opsummeret har jeg redegjort for den model som skal ligge til grund for den nedenstående empiriske analyse, samtidig men at partierne for de fire lande, Danmark, Norge, Belgien og Østrig, er blevet præsenteret kort. I det følgende afsnit bliver resultaterne af modellen præsenteret og analyseret.

4.0 Empiriske resultater

I dette afsnit redegør jeg for effekten af reception og accept på tilslutningen til indvandrerkritiske partier. I afsnit 4.1 lægges fokus på Danmark og tilslutningen til Dansk Folkeparti, her vil også blive diskuteret Zallers præmisser og eksemplificeret andre mulige resultater i tilfælde hvor præmissen er brudt. I afsnit 4.2 inddrages Norge, Belgien og Østrig og der foretages en komparativ analyse af de fire lande og give et bredere perspektiv på effekten af reception og accept.

4.1 Danmark

I 2001 stemte 12 % af de danske vælgere på Dansk Folkeparti, men kun 7,6 af analysens svarpersoner oplyste at det havde stemt på partiet. Vægter man vælgerne i forhold til folketingsvalgets reelle udfald opnår man en mere repræsentativ fordeling. Tabel 1 viser fordelingen af respondenter i den danske case.

Tabel 1: Vægtet tilslutning til de Danske Partier

Denne tendens til at indvandrerkritiske partier vurderes lavere end de modtagne antal stemmer er udbredt i opinionsundersøgelser, hvorfor vægtning er benyttet konsekvent gennem analysen, for at undgå en skæv opdeling af vælgere og ikke-vælgere af de højreorienterede partier.

Tabel 2: Vægtet tilslutning til DF fordelt på politisk interesse og holdning til indvandring

Tabel 2 viser forskellen i tilslutning til Dansk Folkeparti mellem de tre indvandrerpolitisk opdelte grupper. Som forventet er den højreorienterede (0,5) gruppe noget mere tilbøjelig til at stemme på Dansk Folkeparti, i forhold til de indvandrerpolitisk moderate vælgere, som igen er mere tilbøjelige til at stemme på DF end de venstreorienterede vælgere. Men det er også en vis forskel mellem tilslutningen internt i de tre grupper: Der er en tendens til, at den højeste tilslutning til Dansk Folkeparti kommer fra midtergrupperne af politisk interesserede, mens ydergrupperne (de mest og mindst interesserede) har en lavere tilslutningsgrad.

På baggrund af Zallers formel for reception-accept udregnes derfor den statistisk signifikante sammenhæng mellem politisk interesse og henholdsvis reception og accept.

Figur 1: Reception af DF-besked

Som forventet viser figur 1, at en højere politisk viden, betyder at man modtager flere politiske beskeder, herunder Dansk Folkepartis besked om mindre indvandring. De politisk helt uinteresserede vælgere forventes derfor kun at modtage 13 % af de indvandrerkritiske beskeder, modsat de politisk højt interesserede vælgere, som forventes at modtage 61 %. En lav receptionsværdi vil derfor trække ned i sandsynligheden for, at vedkommende stemmer på Dansk Folkeparti og vise versa.

Figur 2: Accept af DF-besked

Figur 2 viser betydningen af viden på accept, fordelt på de tre indvandrerpolitisk opdelte grupper. Det kan konstateres at højreorienterede er mere tilbøjelige til at acceptere indvandrerkritisk information, mens venstreorienterede er mere afvisende. Det interessante ved denne opdeling er dog ikke bare forskydningen af de tre linjer, men også hældningerne. De venstreorienterede vælgere bliver hurtigt meget afvisende og falder stejlt allerede ved den mindste stigning i politisk viden, og ved en viden på 0,2 er acceptgraden faldet med 90 %. Det højreorienterede segment lægger derimod ud med kun et beskedent fald og falder aldrig med mere end 68 % fra udgangspunktet. Det betyder at den højreorienterede gruppe (ligesom de to andre grupper) bliver mere kritisk jo mere viden de har, men de forbliver betydeligt mere modtagelige end de venstreorienterede og de moderate vælgere.

Figur 3: Support for DF

Figur 3 viser den samlede effekt af reception og accept på tilslutningen til Dansk Folkeparti. Det illustreres at ideologisk højreorienterede vælgere har størst sandsynlighed for at stemme på DF, hvis deres politiske viden ligger lidt over midten. Tabel 3 viser tallene bag figur 3, de markerede tal viser toppunkterne.

Tabel 3: Vægtet tilslutning til DF fordelt på politisk interesse og holdning til indvandring, kontrolleret for selvplacering på højre/venstre skalaen.

Tabel 3 ligner tabel 2, men er her korrigeret for placering på højre/venstreskalaen og beregnet ud fra de signifikante korrelationer. Den viser de tal som ligger bag figur 3 og angiver at den højeste tilslutning til Dansk Folkeparti ligger i sofistikationsniveauet 0,0-0,30 blandt de højreorienterede vælgere. Dette er altså spændet hvor den positive effekt af reception er højest i forhold til den negative effekt af accept. Herefter falder accept mere end reception stiger og tilslutningen er faldende. Gruppen af moderate vælgere har en lignende sammenhæng, men i en noget mindre grad.

Men information er ikke bare information. Nogen mennesker modtager én type politisk information, andre modtager en anden type. Det afhænger blandt andet af mediet som vedkommende benytter. Reception er derfor ikke en ensidig størrelse.

Zallers model forudsætter, at enhver vælger modtager relativt lige store mængder af Dansk Folkepartis politik i forhold til vedkommendes samlede mængde at politisk information. Sætter man reception (a1) = 0 (se figur 4) og derved (hypotetisk) giver alle vælgere nominelt samme mængde af DF-beskeder (og dermed relativt mindre til de politisk mest oplyste) vil der opstå en yderligere fraktionering mellem de politisk informerede og de uinformerede. Alle tre grupper vil være mere tilbøjelige til at stemme på Dansk Folkeparti jo mere uinformerede de er, og mindre tilbøjelige til samme, hvis de er højt informerede. En eventuel skævvridning af informationsstrømmen vil altså mindske forskellene mellem ideologi og øge forskellen mellem graderne af politisk sofistikationsniveau.

Figur 4: Reception og tilslutning til Dansk Folkeparti, a₀ = 0

Da acceptgraden er lavere for sofistikerede højreorienterede end for usofistikerede moderate vælgere, vil en typisk højt politisk oplyst højreorienteret dansker derfor have mindre sandsynlighed for at acceptere en indvandrerkritisk holdning og dermed for at stemme på Dansk Folkeparti. I dette tilfælde er det derfor intensiteten af information som er vigtig: En oplyst vælger modtager langt mere indvandrerkritisk information end en uoplyst vælger, gjorde vedkommende ikke dette, ville han i mindre grad blive overbevist af Dansk Folkepartis holdninger – forudsat at han stadig var politisk oplyst generelt.

Dette forklarer måske hvorfor højt uddannede og politisk oplyste danskere sjældent stemmer på Dansk folkeparti. En del af forklaringen kan være, at akademikere generelt er indvandrerpolitisk venstreorienterede og følgelig politisk uenige med partiet, men den anden del af forklaringen kunne også være, at de i højere grad benytter sig af medier som i mindre grad viderebringer Dansk Folkepartis holdninger. Det kan være aviser som Information og Politiken, begge aviser som er udbredt blandt akademikere og som traditionelt er kritisk overfor Dansk Folkepart. En stereotyp akademiker (A) er altså

1. Modtager af betydelige mængder af politiske beskeder (sofistikeret)

2. Men ikke af indvandrerkritiske beskeder

Vedkommende ligger derfor til højre på tabellen for accept, men til venstre på receptions-dimensionen hvorfor sandsynligheden for at vedkommende overtales til at stemme på DF er lav, selv hvis vedkommende er indvandrerpolitisk højreorienteret. (A) modtager meget lidt indvandrerkritisk information, og er meget kritisk overfor den smule de modtager. Skulle vedkommende samtidig være venstreorienteret er der meget lille sandsynlighed for at denne kunne finde på at sætte sit kryds ved Dansk Folkeparti.

En typisk lavere uddannet vælger (B) er derimod oftere mindre politisk informeret, og accepterer derfor lettere en politisk besked. Hvis de samtidig er brugere af medier som i højere grad bringer Dansk Folkepartis holdninger, stiger sandsynligheden for, at vedkommende vil stemme på partiet. (B) modtager altså relativt mere indvandrerkritisk information, og er meget lidt kritisk overfor hvad han modtager. Tabel 4 illustrerer effekten af disse to yderpunkter.

Tabel 4: Eksempler på yderpunkter, som bryder med Zallers model

Begge scenarier er naturligvis baseret på stereotyper, men bidrager til forklaringen af, hvorfor Dansk Folkepartis vælgere i højere grad består af lavere uddannede end eksempelvis Det Radikale Venstres vælgere. Dette er i tråd med en undersøgelse af Dansk Folkepartis vælgere, foretaget af Institut for Konjunktur-Analyse i 1999, som viste at en stor del af Dansk Folkepartis vælgere har en kortvarig uddannelse og læser mindre avis end gennemsnitsdanskeren (Institut for Konjunktur-Analyse 2008).

Opsummeret indikerer analysen af danske vælgeres tilslutning til Dansk Folkeparti, at usofistikerede vælgere har en højere sandsynlighed for at stemme på netop dette parti, sammenlignet med deres politisk sofistikerede landsmænd. Graden af denne tilslutning afhænger dog også af intensiteten af den indvandrerkritiske besked og af vedkommendes forudgående placering på den indvandrerpolitiske højre/venstreskala. I det følgende afsnit benyttes samme analyse på tre andre europæiske lande, for at diskutere hvorvidt Danmark er et særtilfælde eller om de tendenser vi ser, også gør sig gældende i andre lande.

4.2 Komparativ analyse

I dette afsnit sammenlignes den danske model med modellen for de andre lande. Efterfølgende side viser resultaterne for hvert af de fire lande: Danmark, Norge, Belgien og Østrig.

Klik på billedet for større version

Sammenligner man Danmark med Norge, Belgien og Østrig, er der generelt kun mindre forskelle. I alle lande er der som forventet, en positiv korrelation mellem viden og reception og der er et betydeligt spænd mellem de tre gruppers accept af indvandrerkritisk politik. I alle fire lande har alle tre grupper ligeledes negativ korrelation mellem accept og politisk interesse. Det er interessant at de alle ligner hinanden så meget, fordi det indikerer at modellen ikke alene er en dansk tilfældighed, men også fungerer som forklaring for tilslutningen til andre lignende partier i Europa.

Det land som dog skiller sig ud på ét bemærkelsesværdigt punkt, er Danmark. I Danmark stiger gruppen af indvandrerpolitisk højreorienterede DF-vælgere i takt med en øget politisk interesse, men flader ud og ender i et fald når den politiske viden overstiger 0,1. Norge og Belgien har en lignende tendens, hvor tilslutningen til de indvandrerkritiske partier flader ud ved en høj graf af sofistikation blandt de højreorienterede vælgere, men der er ikke et decideret fald. I Østrig bemærker tilslutningen til FPÖ sig ved umiddelbart at være næsten upåvirket af respondenternes sofistikationsgrad. Tilslutningen blandt de højreorienterede stiger svagt fra 0,17 til 0,19 (ved viden=-0,20) men forbliver herefter på 0,20. Det interessante er, at sofistikation alligevel har en betydning, da den influerer på både reception og accept, men at disse to ser ud til at udligne hinanden hvorved de skaber tre næsten vandrette linjer for tilslutning til FPÖ. Det indikerer derfor, at den vigtigste forudsætning for tilslutningen til FPÖ er vælgerens egen placering på højre/venstre-skalaen.

Den danske case går godt i spænd med Zallers teori om, at den politisk sofistikerede midte er mest tilbøjelig til at tilslutte sig et parti, da effekten af reception og accept er højest: Danskere i midten af interesseskalaen og med indvandrerkritiske synspunkter, er gruppen hvis positive effekt af reception og negative effekt af accept er mest tilbøjelig til at stemme på Dansk folkeparti. Dette eksempel er dog det det eneste som følger denne del af Zallers teori. I de andre grupper og lande, er der derimod en tendens til, at ideologi betyder mere for opbakningen til de indvandrerkritiske partier. Den indvandrerpolitiske højrefløj stemmer på indvandrerkritiske partier, og jo mere politisk beviste de er, i desto højere grad stemmer de således, i al fald til et vist punkt, hvorefter det flader ud. Vælgere med middel eller højere sympati for indvandring fra fattige lande, tilslutter sig derimod i lavere grad disse partier, jo mere de interesserer sig for politik. Det tyder derfor på at den udslagsgivende faktor generelt er holdningen til indvandrere. Er man mod indvandring, stemmer man på et indvandrerkritisk parti og jo mere man udsættes for denne overbevisning, desto højere er sandsynligheden for at man stemmer således.

Alle lande viser en negativ sammenhæng mellem politisk sofistikation og accept af beskeden og alle med en nogenlunde ensartet spredning mellem venstre, højre og centrum. Det betyder derfor at politisk sofistikerede vælgere generelt har sværere ved at acceptere de indvandrerkritiske partiers holdninger – måske alle partiers holdninger. Dette stemmer overnes med Zallers teori og tyder endvidere på at være gældende, ikke bare i Danmark, men også i andre Europæiske lande.

Tilslutning til et indvandrerkritisk parti hos politisk sofistikeret vælgere, forudsætter derfor til en vis grad, at vedkommende i forvejen er kritisk overfor indvandrere fra ikke-vestlige lande. Her skiller Danmark sig igen ud i forhold til Østrig, Norge og Belgien. I Danmark er den negative effekt af politisk viden på accept af indvandrerkritiske holdninger, så stor at de højreorienterede overlapper med den mere moderate gruppe. I ingen af de andre kommer de højreorienteredes accept ned under niveauet for selv de mest usofistikerede i den moderate gruppe. Det betyder, at kun en smule mere intensitet i den indvandrerkritiske besked, vil betyde at et usofistikeret dansk moderat vælger har lige så stor sandsynlighed for at stemme på Dansk Folkeparti som en sofistikeret dansk højreorienteret. I analysens andre lande vil sådan et skift forudsætte en betydeligt højere intensitet i samme besked.

På baggrund af analysens fire lande, kan man følgelig konstatere at der er flere ligheder end der er forskelle. Det er meningsfuldt i alle fire lande at opdele vælgerne i højre-, venstre- og centrum på det indvandringspolitiske område, da de alle besidder en signifikant forskel i accept af indvandrerkritisk information. I alle fire lande er politisk viden også negativt korreleret med denne accept, dog med forskellige hældningsværdier og udgangsværdier. Denne variation mellem lande betyder derfor at tilslutningen til de respektive indvandrerkritiske partier varierer. Med undtagelse af en klokkeformet tilslutning blandt danske højreorienterede, tegnes der et mønster af, at højreorienterede vælgere lettere tilslutter sig et indvandrerkritik parti hvis de er politisk vidende, mens moderate og venstreorienterede vælgere har lavere tilslutning jo mere politisk informerede de er.

5.0 Konklusion

Med baggrund i John R. Zallers model for beregning af sandsynligheden for tilslutning til en bestemt politisk entitet, har jeg analyseret vælgertilslutningen til Dansk Folkeparti og andre indvandrerkritiske partier i Europa. Jeg konstaterer at politisk sofistikerede mennesker generelt er mere afvisende overfor indvandrerkritiske beskeder, men at tilslutningen til et højreorienteret parti også afhænger af intensiteten af den højreorienterede besked og af vælgernes forudgående holdning på området.

Jeg diskuterer også Zallers model og argumenterer for, at intensiteten af en bestemt besked kan variere afhængigt af individets mediemæssige præference. Jeg argumenterer for, at politisk sofistikerede mennesker, qua deres valg af medier, kan være modtagere af relativt færre indvandrerkritiske beskeder end deres mindre sofistikerede medborgere. En sådan situation betyder at vedkommende kun har meget lille sandsynlighed for at stemme på et parti som Dansk Folkeparti, mens sandsynligheden er langt større hos den mindre sofistikerede medborger som modtager relativt flere indvandrerkritiske beskeder.

Efterfølgende foretog jeg en komparativ analyse af indvandrerkritiske partier i Danmark, Norge, Belgien og Holland, hvor kun få forskelle mellem landende kan konstateres. Her er det især højreorienterede i Danmark som skiller sig ud, ved at have en nedadgående tilslutning til Dansk Folkeparti, i takt med at sofistikationsniveauet overstiger middelniveauet.

Analysen viser kort sagt at tilslutningen til Dansk Folkeparti og andre indvandrerkritiske partier påvirkes af både reception og accept af disse partiers beskeder, men at det også har en betydning hvorvidt vælgeren i forvejen besidder en holdning for eller imod indvandring. Zallers model er derfor et relevant værktøj til analyse af hvem der stemmer på indvandrerkritiske partier og hvorfor de gør det.

Bilag 1 – Udskrift af Zallers model for hvert af analysens 4 lande

6.0 Kildefortegnelse

BBC. (2006). Far-right boss to help immigrants. Adgang på: http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4919888.stm. Sidst tilgået 02.01.2009.

Dansk Folkeparti. (2007). 5. Udlændinge-, asyl- og integrationspolitik. Adgang på: http://danskfolkeparti.dk/Udl%C3%A6ndinge-_og_asylpolitik.asp. Sidst tilgået 02.01.2009.

Freiheitlichen Partei Österreichs. (2005). Das Parteiprogramm der Freiheitlichen Partei Österreichs. Adgang på: http://www.fpoe-parlamentsklub.at/fileadmin/Contentpool/Parlament/PDF/FP_Parteiprogramm_Neu.pdf. Sidst tilgået 02.01.2009.

Fremskrittspartiet. (2008). Norge og verden. Adgang på: http://www.frp.no/Innhold/FrP/Dokumenter/Program_og_vedtekter/Partiprogram/?module=Articles;action=Article.publicShow;ID=13467/;. Sidst tilgået 02.01.2009.

Front National. (2008). Immigration extra-européenne et regroupement familial . Adgang på: http://www.fn.be/immigration-extra-europeenne-et-regroupement-familial.html. Sidst tilgået 02.01.2009.

Institut for Konjunktur-Analyse. (2008). Pia Kjærsgaards succes er Poul Nyrups svaghed. Adgang på: http://www.ifka.dk/da/artikler/pia-kjaersgaards-succes-er-poul-nyrups-svaghed/. Sidst tilgået 02.01.2009.

Vlams Blok. (2008). VREEMDELINGENBELEID. Adgang på: http://www.vlaamsblok.be/standpunten_programma_5.shtml. Sidst tilgået 02.01.2009.

Zaller, John R. (2006). The Nature and Origins of Mass Opinion. New York, USA: Cambridge University Press.

   Send article as PDF to

Den eneste forbrydelse hvor kvinder var overrepræsenteret i 2007, er ved butikstyverier. Ved alle andre forbrydelser var mænd overrepræsenteret. Der er naturligvis årsager hertil, bl.a. er der flere mentalt retarderede mænd og der er flere fattige og socialt marginaliserede mænd. Desuden er der flere ældre kvinder og da kriminalitet primært begås af unge, har det en effekt på det samlede billede. Hvorvidt mænd generelt har medfødte kriminelle tendenser, kan man derfor ikke konstatere på baggrund af disse tal, men det er tydeligt, at størstedelen af kriminaliteten i Danmark, begås af mænd.

Kedeligt og politisk korrekt, men også faktuelt korrekt

   Send article as PDF to